Tenna faldt for Nilens jord - nu sælger hun den selv
HADSUND: 20-årige Tenna Østergaard er elev i Matas Hadsund og er for tiden på en særlig mission i butikken. Det gælder den såkaldte fagprøve, som afgør, om hun som planlagt kan kalde sig flyvefærdig materialist 1. august.
Fagprøven fokuserer på det danske hudpleje- og makeup-mærke Nilens jord, der spiller en særlig og personlig rolle for Tenna Østergaard.
- Jeg fik interesse for mærket, da jeg var 15 år. Jeg havde problemer med uren hud og fik anbefalet Nilens jord, fordi det er allergicertificeret og fri for parabener og parfume. Og det virkede, så derfor har jeg valgt at gøre det til min fagprøve, fortæller hun.
Fagprøven har flere elementer. Først er der en fysisk del, der i Tenna Østergaards tilfælde handler om at etablere udstillinger af produkterne i de områder, hvor de hører hjemme. For herrernes vedkommende er det ved hudplejeprodukterne - for kvinderne er det både hudpleje og makeup.
Udstillingen varer en uge, og derefter venter den hårdeste del af fagprøven.
- Jeg skal lave en 20 sider lang rapport, som skal handle om ideen og produktet, men også inddrager andre emner, som vi lærer om under uddannelsen, forklarer Tenna Østergaard.
Materialist-uddannelsen varer to år og fordeler sig på praktik og fem skolemoduler. Undervejs gennemgår alle elever fra Matas-butikker i hele landet det samme skoleforløb på Aarhus Business College, hvor de bor og overnatter i de to uger, hvert modul varer.
- Det er helse, beauty, håndkøb, salg+ og som noget nyt et forløb, som kaldes Camp True North, og som jeg er blandt de første, der har været på. Det handler om personlighed, psykologi, hvordan man agerer på en arbejdsplads, og meget om, hvordan man agerer serviceminded og imødekommende over for kunder.
- Vi gør meget ud af, at alle kunder skal gå glade herfra med en oplevelse af at have fået noget "ekstra", men vi kan ikke helt undgå, at nogle kunder er sure eller utilfredse, og så gælder det om at være konfliktnedtrappende, prøve at gøre dem glade igen og måske oven i købet konvertere en uheldig situation til et salg, forklarer Tenna Østergaard.
Bag sig har hun en EUX-uddannelse i Hobro, inden hun for snart to år siden gik i lære under den erfarne butiksleder Hanne Riis' vinger. Og her fortsætter hun efter endt uddannelse.
- Jeg har overvejet at tage et job i en Matas i en anden by, men Hanne vil gerne have, at jeg bliver, og i sidste ende er det også det, jeg helst vil. Det er en lille hyggelig Matas med mange trofaste kunder. Man kender jo næsten alle, og så gør det det ikke ringere, at jeg kun har to minutter til arbejde, siger Tenna Østergaard.
Hun bor sammen med sin kæreste, men efter en travl dag er der ikke det store overskud til fritidsaktiviteter.
- Man er godt brugt efter at have snakket med så mange mennesker, så jeg slapper meget af. Men jeg er meget interesseret i madlavning, og så holder jeg kaniner, fortæller Tenna Østergaard, der håber, at mange kigger forbi butikken for at se fagprøven i virkeligheden.