Peter fra Hadsund er nykåret danmarksmester
HADSUND: Peter Dyrmose Nielsen fra Hadsund har vundet DM i Skills 2026 for klejnsmede.
Lørdag blev han hyldet ved afslutningsceremonien i Hjørring.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
Omkring 300 unge deltagere har over tre dage konkurreret om at blive de bedste inden for deres fag. Lørdag kulminerede årets DM i Skills 2026 med kåringen af danmarksmestre på 48 erhvervsuddannelser.
Her kunne Peter Dyrmose Nielsen tage imod titlen som Danmarks bedste klejnsmed. Han er i lære hos Rala Stål ApS og går på Tradium.
- Jeg er helt oppe at flyve. Det har været tre uforglemmelige dage med fuldt pres på tiden, hvor kvaliteten samtidig skulle være i top. At jeg tager guldet med hjem, er fuldstændig sindssygt, lød det fra en glad vinder.
DM i Skills afholdes én gang årligt og samler omkring 300 deltagere fra 48 fag.
Med op mod 50.000 besøgende er det Danmarks største uddannelsesevent.
Næste DM i Skills afholdes i 2027 i Vejle.