Billede beskrivelse

Lars fylder 70 år med mere end 170.173 kilometer i benene

18. september 2025 kl. 06.01

HOBRO: Lars Nielsen har cyklet mere end de fleste. Ifølge egne registreringer helt nøjagtigt 170.173 kilometer, hvilket svarer til fire gange rundt om jorden. Den 5. oktober fylder han 70 år.

Lars Nielsen, der oprindeligt er ufaglært slagteriarbejder, bor i Hobro og var i flere år også en markant skikkelse i Hobro Cykleklub, hvor han en overgang også var formand. 

Siden midten af firserne har hans helt store passion været naturoplevelserne på jernhesten, og dem må man sige, at han har haft nogle stykker af.

Han har blandt andet cyklet i USA, New Zealand, Australien, Sydafrika og Europa for bare at nævne nogle af stederne. Tilbage i 1989 fik han tilnavnet ”The Longrider” af amerikanske medier, da han cyklede fra Anchorage til Miami – diagonalt ned over Nordamerika. En historie, der fængede ”over there”.

Ifølge egne registreringer når han altså op på 170.173 kilometer – og det er vel at mærke kun på langdistanceturene. Dertil kommer træning og alle de andre ture.

Både store og skræmmende oplevelser

Når Lars har været afsted på sine ture, er det som regel alene og uden telt, hvilket betyder, at de enkelte dages etaper altid skal passe med, at der er en overnatningsmulighed, når etapen slutter om aftenen.

Han har i tidens løb oplevet lidt af hvert – også en række skræmmende oplevelser. Han har blandt andet været sneet inde på toppen af Grossglockner Hochalpenstrasse i Østrig, haft hedeslag i Death Valley, Californien, er blevet jagtet af en grizzlybjørn og en ulv i Alaska, omringet af bisonokser i Yellowstone og cyklet om kap med brushbrande i Australiens ørken.

Men kun én enkelt gang er det gået rigtigt galt. Det var mødet med et menneske bag rattet.

I 2002 blev han nemlig påkørt af en bilist bagfra. Det var på en tur rundt i England. En ulykke, der resulterede i to knuste ryghvirvler – og meget tæt på at være Lars’ sidste tur på cykel. Han var tæt på at ende i kørestol.

Heldigvis sikrede dygtige læger på hospitaler i både England og Danmark, at Lars bevarede førligheden, og han satte sig hurtigt for at ville tilbage i sadlen. Det kom han i foråret 2004, hvor han – efter lang tids genoptræning – besluttede at cykle fra Hobro til Musgrove Park Hospital i Somerset i England for at hilse på den læge og det personale, der havde behandlet ham efter ulykken. Den tur gennemførte han.

Udgivet seks bøger om sin passion

I dag cykler Lars ikke længere de helt ekstreme lange aleneture. I stedet nyder han i stor stil cykelture med sin kæreste Karen, hvor Tyskland er blandt favoritdestinationerne.

Lars har skrevet seks bøger om sine cykelture på Verdens landeveje. Den mest omfattende bog hedder ”the Longrider”, som handler om hele hans cykelliv. Bogen er på 526 sider og er fyldt med farvefotos.

70-års fødselsdagen fejrer Lars og Karen i Salzburg og omegn. Hvortil de tager bus og tog.

Og de lader faktisk cyklerne blive hjemme. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste