Jubilæum: To gange Lene – to gange 20 år
ROLD: Dametøjsbutikken Skott i Rold kunne forleden hylde to loyale og trofaste medarbejdere, der har været i butikken i mere end 20 år – nemlig Lene Poulsen og Lene Jespersen.
Det foregik med en lille reception i butikken, samt om aftenen spisning på den genåbnede Rold Gl. Kro, der ligger lige overfor butikken.
”Altid i godt humør”
58-årige Lene Poulsen har i år været hos Skott i nøjagtigt 20 år. Hun blev i sin tid udlært hos Storkøb i Hobro, var efterfølgende hos Magasin i Aalborg og i en skobutik i Hobro, inden hun landede i slagterafdelingen hos den daværende brugs i Arden.
Her savnede hun tøjbranchen, og da Skott samtidig savnede en god medarbejder, var der et match.
- Jeg har altid nydt at komme på arbejde, både samværet med nogle rigtig gode kolleger og de mange skønne kunder, der kommer i butikken, fortæller Lene Poulsen, der har opbygget en stor skare af stamkunder. Faktisk ringer en del og bestiller tid hos hende, når de skal besøge butikken.
- Jeg startede i sin tid i butikken i et sygevikariat, men det blev hurtigt vekslet til en fastansættelse, supplerer hun.
Lene Poulsen er i øvrigt kendt for altid at være glad. Som det udtrykkes af kollegerne, så har hun meget, meget sjældent en dårlig dag. Hun er altid i godt humør.
Privat bor Lene Poulsen i Arden sammen med sin mand Erik. Parret har to voksne børn.
Som ”Skjerns Magasin”
42-årige Lene Jespersen startede i lære hos Skott tilbage i 2001, og har i år dermed været i butikken i 23 år. At hendes 20-års jubilæum først fejres nu, skyldes, at corona tilbage 2021 satte sine begrænsninger. Derfor blev fejringen udsat.
- Da jeg i sin tid skulle finde en læreplads, kan jeg huske, at jeg sagde, at jeg gerne ville i en butik, der mindede om ”Skjerns Magasin” fra Matador, altså en butik med fokus på nærværende service til alle og med egen systue. Sådan en butik er Skott, og jeg nyder at være her. Der er aldrig to dage, der er ens.
- Har vi eksempelvis fri nogle ekstra dage på grund af påske, pinse eller andre højtider, så har jeg altid følelsen af, at nu vil jeg altså godt snart tilbage på arbejde igen. Den følelse vidner vist om, at man er glad for sit arbejde, fortæller Lene Jespersen, der primært står for festafdelingen, der blandt andet omfatter kjoler til tre store begivenheder i en kvindes liv: Konfirmation, gallafest og bryllup.
- Jeg var selv en af initiativtagerne til at vi begyndte at sælge konfirmationskjoler, og jeg har i tidens løb haft flere kvinder, der har købt kjoler til både konfirmation, galla og bryllup. Det gør mig bare så glad, fortæller hun.
Lene Jespersen bor i dag i Snæbum ved Hobro sammen med sin kæreste Per. I mange år boede hun i Rold. Hun har to børn på 16 og 18 år.
”Kunderne kører langt for de to”
Indehaver af Skott i Rold, Dorthe Jørgensen, er naturligvis rigtig glad for sine to loyale medarbejdere, som hun giver følgende skudsmål med på vejen:
- Jeg har kun positivt at sige. Deres indstilling er, som var butikken deres egen, og de har begge mange trofaste kunder, der kører langt for at blive betjent af dem. Så det er et privilegie at have sådan en duo med ombord, lyder det fra Dorthe.