Billede beskrivelse

Hobbybryggere: Vores øl er ofte bedre end dyre specialøl

14. februar 2025 kl. 19.00

MEJLBY: Igennem mere end 10 år har behjertede amatører mødtes ugentligt for at brygge øl i den tidligere foderstof i Mejlby, og selvom det sociale er i højsædet, gør det ikke noget, at det også smager godt.

- Indimellem rammer vi noget virkelig godt, og så kan jeg godt få oplevelsen af, at det er bedre end meget af den dyre specialøl, man kan købe i butikkerne, siger Jan Værum Nørgaard, der er formand for Rebild Bryggerlaug.

Han indrømmer dog blankt, at det ikke altid er de højder, man når med brygget.

- Det er klart, at man er mere tolerant, når man har brugt nogle aftener på at brygge selv, og engang imellem er der da nogle mere neutrale dommere, der ikke er lige så begejstrede, siger han.

Også i denne uge mødtes lauget som sædvanlig om onsdagen, denne gang for at igangsætte det 115. bryg, der skal blive til årets påskebryg. Som altid med ambitionen om at skabe en rendyrket succes.

- Det svinger selvfølgelig i kvalitet. Hygiejnen er vigtig, og det kan være en udfordring, når man som amatør arbejder med så små mængder. Men ud af de 115 øl har vi højst kasseret en håndfuld, så for det meste går det godt, siger han.

Billede beskrivelse

Foreningen blev etableret i 2014 med Jan Værum Nørgaard som primus motor.

- Jeg havde selv brygget derhjemme i fem år og havde mødt flere og flere, der gerne ville prøve. Vi mødtes i en weekend og fandt så ud af at danne en forening, fortæller han.

Formålet med en forening er netop at højne det sociale formål.

- Vi kommer ud og får fat på flere, vi ikke kender. Det er lidt nemmere for f.eks. tilflyttere at blive en del af det, når vi ikke bare er en gruppe, der kender hinanden i forvejen, forklarer Jan Værum Nørgaard.

Der er p.t. en snes medlemmer af foreningen. Faktisk stort set lige så mange, som man havde fra starten.

- Men lige før corona var vi faktisk oppe på 40. Desværre ser det ud, som om nogle ikke er kommet op af sofaen siden dengang. Det er lidt ærgerligt, for jeg tror, vi tiltrak nogle, der ellers ikke ville have en fritidsaktivitet, siger Jan Værum Nørgaard.

En øl brygges over tre uger. Første gang mødes man om eftermiddagen og koger vand og malt. Så holder man pause og tager typisk hjem for at spise aftensmad. Når man vender tilbage, koges malten op med humle, og til sidst, når væsken er kølet ned, tilsættes gæren. Brygget skal stå og gære i 14 dage, så i den anden uge mødes man for at smage på den foregående øl, der er brygget.

Til sidst skal øllet tappes på flaske, hvor det gærer færdigt i løbet af en uge, og herefter er det så tid til at smage. Der brygges alle typer øl, lige fra pilsner, over IPA og lyse ales til de helt mørke og ofte meget stærke typer som porter og Russian Imperial Stout, der snildt kan lande på over 10 procent alkohol.

- Vi brygger ikke noget, der smager ligesom en Carlsberg. Det er for kedeligt, mener Jan Værum Nørgaard.

Ud over de ugentlige møder holder man i løbet af året andre arrangementer, for eksempel julefrokost og påskefrokost, og man tager også på studietur til bryggerier. Og til en generalforsamling er der selvfølgelig også øl på bordet.

Billede beskrivelse

- Vi smager nogle gange på øl, som vi lavede for seks-otte år siden. Hvis man opbevarer det mørkt og koldt, kan øl holde sig længe. Det er sjovt, når man kan genkende smagen. Nogle gange er det blevet bedre, nogle gange dårligere. Vi er sjældent enige om hverken det ene eller det andet. Vi har jo ingen forstand på det, siger Jan Værum Nørgaard.

Han fortæller, at medlemmerne indimellem kommer med beretninger om deres præsentation af øl for familie og venner.

- Alle har vist hørt om en onkel, der er blevet fuld og dårlig af hjemmebryg. Jeg tror, at det for det meste handler om, at de har drukket for meget. Så der er en vis skepsis fra start, men så kommer meldingen ofte, at "det smager jo godt". En gang imellem kommer der også nogle vilde beretninger om, at øllen nærmest er eksploderet, når den bliver åbnet. Når den gærer færdig på flaske, ved man jo ikke helt, hvor meget tryk der er, og hvis man ikke har prøvet det før og kommer til at ryste flasken, kan det blive ret voldsomt, siger formanden.

Ellers er det bare om at prøve selv, hvis man har lyst, for svært er det egentlig ikke.

- Der findes utallige webshops, der forhandler råvarer, materiel og opskrifter, så det er meget lettere i dag, end det var for 20 år siden. Man er selvfølgelig også velkommen til at være med her, lyder opfordringen fra Jan Værum Nørgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste