Billede beskrivelse

Emmelie de Forest er klar med nye personlige sange

12. september 2024 kl. 06.03
Opdateret 01. oktober 2024 kl. 10.16

KØBENHAVN/MARIAGER: Melodi Grand Prix-vinderen fra 2013, Emmelie de Forest, har måske ikke været så synlig igennem de senere år, men hun har lige siden sejren været aktiv som sangskriver og optrædende, og nu er hun på vej med et nyt album.

- Det er et meget personligt album, som jeg har arbejdet på i to år. Faktisk har jeg haft det i tankerne længe, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke er gået i gang før. Men nu skulle det være, fortæller Emmelie de Forest, der har skrevet og komponeret alle sange sammen med sin kæreste, Jakob Glæsner (Johnny de Luxe).

Billede beskrivelse

Udgivelsen sker i etaper. Hen over efteråret og vinteren udkommer seks singler, og i marts 2025 kommer det færdige album. Singlerne er med på albummet, men der kan ske justeringer.

- Vi har reelt materiale til to albums, og der er en del sange, som, jeg synes, er vigtige at få med, så det bliver lidt svært at vælge. Sangene er inspireret af den musik, jeg hørte i min barndom og ungdom fra 1960'erne og 70'erne, nogle gange også fra 50'erne. Jakob og jeg er vilde med film, og de har også været en inspirationskilde, alt sammen selvfølgelig med et nutidigt take på, fortæller Emmelie de Forest, der, som det vil være de fleste bekendt, er vokset op i Mariager, men som, siden hun var 18 år, har boet i København.

Arbejdsprocessen har haft karakter af "fri leg" med meget få regler. Nogle gange er der taget udgangspunkt i teksten, andre gange i musikken, og resultatet afspejler på mange måder den udvikling, hun har været igennem, siden hun som teenager begyndte at turnere sammen med den skotske folkemusiker Fraser Neill. De to har blandt andet optrådt to gange på Nibe Festival.

Billede beskrivelse

Siden fulgte Grand Prix-eventyret, hvor hun lænede sig op ad trioen bag vindersangen "Only Teardrops", Lise Cabble og Julia Fabrin Jakobsen og Thomas Stengaard. Som sangskriver har hun arbejdet sammen med adskillige andre musikere og har undervejs suget til sig.

- Only Teardrops er blevet en evergreen og har fulgt mig hele vejen. Den har givet mig mulighed for at turnere i det meste af verden og på en måde komme i lære og finde ud af, hvordan musikbranchen fungerer, jeg har kunnet leve af musikken og har mødt en masse søde og dygtige mennesker. Det har været super privilegeret, siger hun.

Også i forbindelse med det kommende album har hun og Jakob Glæsner allieret sig med et par ganske habile herrer. Amerikanske Steve Kaye mixer numrene, og svenske Björn Engelmann har ansvaret for mastering.

Den første single med titlen Lover's Lullaby udgives på fredag. Titlerne på de øvrige numre og selve albummet løfter parret sløret for senere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste