Elever hjælper andre lande til bedre trivsel i skolen
HOBRO: 20 elever og en gruppe lærere fra Rosendalskolen har i indeværende skoleår arbejdet på et Erasmus+ projekt omkring unges trivsel/mistrivsel.
De har undersøgt, hvilke elementer i ungdoms- og skolelivet, der har betydning for de unges velbefindende.
I samarbejde med elever og lærere fra Abtei-Gymnasium Brauweiler i Köln (Tyskland) og Otalammen Koulu i Otalampi (Finland) er eleverne blevet klogere på, hvad der for eksempel skal til for at få unge i mistrivsel tilbage i skole.
På Rosendalskolen har de arbejdet med Erasmus+-projekter siden 2019. Erasmus er et EU-program, der støtter internationalt samarbejde og uddannelse.
På Rosendalskolen fungerer Erasmus som et valgfag, der kan vælges i 7. og 8. klasse.
Essensen i Erasmus-projekter er at styrke europæiske værdier og internationale kompetencer hos de unge mennesker. Gennem samarbejde på tværs af landegrænser indenfor EU.
Inklusion og mangfoldighed
Dette års Erasmus+ projekt på Rosendalskolen har haft fokus på inklusion og mangfoldighed – i tæt samarbejde med to andre skoler, en skole fra Köln i Tyskland og en skole fra Otalampi i Finland.
To af eleverne, Asta Emilie Louise Mortensen og Gry Madsbøll fra 8. årgang på Rosendalskolen, har sat lidt ord på dette års projekt.
- I september 2025 var både tyskerne og finnerne på besøg hos os på Rosendalskolen. Her skulle vi arbejde med første del af projektet; Hvad well-being egentlig er. Vores opgave var at undersøge, hvad der har betydning for deres trivsel. Vi havde besøg af Headspace Mariagerfjord, som fortalte os om deres arbejde, og hvad de kan hjælpe unge med. De gav os også et oplæg om trivsel.
- I løbet af projektets første uge kom vi frem til, at trivsel er forskellig fra person til person. Vi har defineret god trivsel som, at man har et godt socialt liv, føler sig tryg i ens omgivelser, har det godt i skolen og forstår det, man lærer, fortæller Asta og Gry.
Stor forskel i de enkelte lande
I Köln arbejdede eleverne med, hvad man kan gøre, hvis nogle unge mistrives i skolen og hvilke tiltag i de forskellige lande og skoler, som kan iværksættes.
Det inkluderede mange forskellige aktiviteter og lege, og det var tydeligt, at inddragelse og omsorg for andre er vigtig, når det gælder trivsel. Det blev også tydeligt for eleverne, at der er forskel på, hvordan man driver skole i Tyskland, Finland og Danmark.
- Vi har arbejdet med forskellige problemløsninger og svar på, hvordan vi spreder budskabet om trivsel. Vi lavede blandt andet plakater til at hænge op på den finske skole.
- På plakaterne havde vi designet og skrevet en masse ting om, hvordan man som klassekammerat kan hjælpe ens ven, hvis man ved, at han eller hun mistrives. Vi arbejdede også med, hvad forældre, lærere og andre voksne kan gøre for at hjælpe de unge. Det er vigtigt, at forventningspresset fra de voksne ikke bliver for stort. De finske elever fortalte, at de ofte føler, at de voksne omkring dem kræver meget af dem, fortæller Gry og Asta.
Hvorfor vælger de unge Erasmus?
Når eleverne vælger valgfaget Erasmus, siger de ja til at deltage i et projektsamarbejde på tværs af landegrænser.
Udgangspunktet for projekterne kan være forskellige, men der tages udgangspunkt i aktuelle udfordringer og indsatser. Man siger ja til at være vært for en gæst fra en samarbejdsskole, og samtidig siger man ja til at deltage i en udveksling og rejse ud i Europa.
- Ved at være en del af dette projekt, har vi fået bedre sproglige færdigheder, og samtidig synes vi, det er et vigtigt emne at sætte fokus på. Det er fedt at kunne komme ud og opleve verden og en anden kultur, samtidig med at man arbejder med noget meningsfuldt, lyder det fra Asta Emilie Louise Mortensen og Gry Madsbøll.