Billede beskrivelse

Det har aldrig kørt bedre – alligevel vil Anni og Kenneth gerne sælge

29. april 2026 kl. 19.01

MARIAGER: Anni og Kenneth Jensen har stået i spidsen for Mariager Camping i 20 år. De nyder deres arbejde, hverdagen og gæsterne. Samtidig har den 4-stjernede campingplads aldrig kørt bedre med rekordmange antal gæster og flotte regnskaber.

Alligevel har de valgt at sætte campingpladsen til salg.

Anni og Kenneth overtog campingpladsen fra sidstnævntes forældre tilbage i 2006. Kenneth var dengang fysioterapeut, mens Anni var projektleder i en større virksomhed.

Billede beskrivelse

Alligevel blev de tændte på idéen om at arbejde sammen og det at få en hverdag, hvor arbejde, fritid og familieliv smeltede sammen. De er ikke blevet skuffede – livet med Mariager Camping har på alle måder levet op til forventningerne, men nu har de valgt at sætte campingpladsen til salg.

- Campingpladsen er lige nu et helt fantastisk sted, hvor først 2024 og derefter 2025 har været rekordår i de 20 år, vi har haft pladsen. Det gælder både regnskabsmæssigt og målt på antal gæster. Udover vores trofaste fastliggere har vi cirka 25.000 overnatninger af turister årligt, fortæller Kenneth Jensen.

- For nylig har vi også erhvervet yderligere et areal på 4.000 kvadratmeter på østsiden af pladsen, hvor der er så mange muligheder, eksempelvis for at bygge flere hytter. Det samtidig med, at der sker en masse spændende i Mariager - blandt andet med udvidelser og vækst hos vores naboer Saltcentret, ligesom campingbranchen generelt og turistudviklingen i Himmerland begge er i vækst.

Billede beskrivelse

- Så alt er lige nu positivt, hvilket fik Anni og jeg til at kigge hinanden dybt i øjnene og tage en snak om fremtiden, hvilket jo altid er godt at gøre i gode tider. Her blev vi enige om, at det måske var nu, der var det helt rigtige tidspunkt at sætte pladsen til salg. Fundamentet, mulighederne og fremtidsudsigterne for pladsen har aldrig været bedre, og det vil være det helt rette afsæt for en ny ejer, lyder det fra Kenneth, der også nævner, at der er mulighed for at gøre Mariager Camping til en helårsplads. Det er den ikke i dag.

Kapacitet kan udvides med 45 enheder

Mariager Camping rummer i dag 38.000 kvadratmeter lige ned til smukke Mariager fjord og med ganske få minutters gang op til Mariagers brostensbelagte gader. En plads, der kombinerer fjordudsigt og skøn natur med muligheden for shopping i Mariagers butikker og hygge på byens spisesteder.

Der er i dag 150 overnatningsenheder på pladsen. De er fordelt med pladser til telte/campingvogne/autocampere, hytter og tre populære, luksuriøse fjordbobler.

Billede beskrivelse

Med den nyerhvervede grund kan kapaciteten komme op på 195 overnatningsenheder.

- Vi har igennem årene løbende investeret i pladsen, herunder facilitetsbygninger, hytter og for nogle få år siden fjordboblerne. Vi har også introduceret forskellige selvbetjeningsløsninger, dog med den balance, at vi stadig har vægtet det vigtige ved den menneskelige kontakt og service, fortæller Anni Jensen.

- Så man kan virkelig overtage en campingplads, der kører optimalt fra dag ét, og ønsker man det, så hjælper Kenneth og jeg gerne i en overgangsperiode. Måske i en sæson, eller hvad man nu ønsker. Vi er kun interesseret i, at en ny ejer kommer godt i gang.

Billede beskrivelse

- Endelig er det vigtigt for os at påpege, at vi naturligvis fortsætter ufortrødent, indtil der er fundet en ny ejer. Så gæsterne behøver altså på ingen måde at være nervøse for, at pladsen lukker ned, tilføjer hun.

Prisen på Mariager Camping er 16,5 millioner kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste