Billede beskrivelse

Mads drømmer stort - er klar til at belåne huset

16. oktober 2025 kl. 06.02

VEDDUM: Efter 14 år som driftingkører og den bedste sæson nogensinde drømmer Mads Andreasen stort og sigter nu på at gøre det endnu bedre i den kommende.

- Vi har chancen for at komme helt op i verdenseliten, men det kommer til at koste penge, hvis vi kommer gennem nåleøjet. Det må bare ikke være det, der afholder os, så jeg er faktisk parat til at låne penge til det, siger han.

Han og hans team har igennem nogle sæsoner huseret i laget lige under de absolut bedste , og deltog i år i den polske nationale serie DMP-serien, som er Europas største nationale serie. Efter tre afdelinger lå de på førstepladsen og kvalificerede sig dermed til sæsonfinalen i driftingsportens allerfineste serie, DriftMasters Grandprix. Her fik de dog kærligheden at føle.

- Vi klarede os faktisk rigtig godt og scorede 85 point, hvilket normalt ville være rigeligt til at kvalificere os videre blandt de 32 bedste, men her rakte det ikke. Den sidste, der kvalificerede sig, scorede 89 point, hvilket er en rekord for serien, og det siger noget om niveauet. De her fyre, de er bare gode. Render man ind i dem i sæsonfinalen, skal man stå ekstra tidlig op. Vi kørte rigtig godt i træningen, så vi ved, vi kan nå de 90-95 point, der skulle til dernede, men vi kunne desværre ikke finde det frem i kvalifikationen denne gang, siger Mads Andreasen.

Drømmen er lige præcis at få lov til at dyste med de allerbedste, helst over en hel sæson, men den drøm glippede i første omgang, da den fjerde afdeling af DMP-serien blev kørt. Kravet var, at de skulle holde sig på førstepladsen, men efter stort set fejlfri kørsel hele sæsonen igennem, begik Mads Andreasen en lille kørefejl.

- Og det betød, at vi endte i top 16 i 4 runde. Det var heller ikke, fordi vores konkurrenter på anden-, tredje- og fjerdepladsen klarede sig fantastisk, men en af dem nåede til top fire, og det var nok til at passere os, men det var så tæt, som det kunne være, siger han.

Billede beskrivelse

Andenpladsen i DMP-serien er hans og Danmarks klart bedste resultat nogensinde, og håbet om i den kommende sæson at prøve kræfter med de allerbedste lever endnu.

- Vi kan ansøge om at komme med i alle syv afdelinger, og vi kan få wild cards til enkelte afdelinger. Men ingen af delene er givet, så vi ved først engang i det nye år, hvor vi står. Men vi er klar. Bilen kører, som den skal, og hele setup'et og teamet fungerer perfekt. siger Mads Andreasen, der nu håber på kvalifikation og at det måske alligevel ikke bliver nødvendigt at belåne friværdien.

- Jo bedre resultaterne er, jo nemmere har vi ved at tiltrække sponsorer, men det ville have været noget nemmere, hvis vi havde kunnet garantere, at vi kørte med i Driftmasters Grandprix, siger han.

Teamet og Mads Andreasen kan følges på Facebook og Instagram under navnet MadsAndreasen717.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste