Billede beskrivelse

Sisse byder på et tætpakket efterårs- og juleprogram

13. oktober 2025 kl. 06.02

HOBRO: Den 1. maj overtog Sisse Bek Mortensen forpagtningen af Restaurant Bie's Bryghus i hjertet af Hobro. Her har hun fået en fin start. Nu er hun klar med et tætpakket efterårs- og juleprogram i restauranten.

- Udover at jeg selvfølgelig har helt almindeligt åbent i restauranten, så har vi sammensat en række særlige aktiviteter og tiltag i løbet af efteråret og julemåneden.

- Blandt andet lancerer vi som en nyhed ”Klassiske onsdage”, hvor vi om onsdagen serverer nogle af de helt klassiske retter fra det danske køkken. I løbet af efteråret vil vi komme igennem alt fra stegt flæsk med persillesovs, karbonader og forloren hare til stegt medister og farseret porrer – for bare at nævne nogle af retterne, fortæller Sisse Bek Mortensen, der også lige nævner, at der på disse onsdagen ikke serveres andet end dagens klassiske ret.

Et andet tiltag er de populære fredagsbar med livemusik. Her er der tre datoer i spil, startende med Lars Lindbjerg, der fredag den 31. oktober kommer og spiller fra klokken 15.00 til 17.00.

Dernæst kommer Kenneth Schjødt fredag den 7. november – på selveste J-dag, der hos Bies Bryghus hedder B-dag, da bryghuset lancerer sin helt egen Bie’s julebryg – inden årets sidste fredagsbar med livemusik finder sted fredag den 19. december. En oplagt lejlighed til at mødes med vennerne og ønske glædelig jul.

Restaurant Bie’s Bryghus har normalt lukket om mandagen, men det gælder ikke mandag den 10. november hvor det er Mortens Aften. Her er menuen den gode klassiske and – lavet på gammeldags manér.

I julemåneden er der naturligvis også mulighed for at afholde stemningsfulde julefrokoster, hvor menuerne både kan være den helt klassiske eller med et spændende tvist.

- Det bliver et travlt efterår, som jeg glæder mig meget til. Det er jo mit første efterår og jul i restauranten, og lokalerne indbyder bare så meget til hygge og stemning, lyder det fra Sisse Bek Mortensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste