Så puster Østkystens "bonderøve" ud
ALS ODDE: At drive grillbar på den yderste spids af Mariager Fjord kan måske lyde som en stilfærdig affære, men for ægteparret Diana Kukk og Kolja Ringsted er sommeren alt andet end fredsommelig i Hillbilly Grill på Als Odde.
- Vi har været her i seks år, og for hver sæson vokser det bare. Det er selvfølgelig godt for økonomien, men det er også hårdt arbejde, og lige nu er vi godt nok trætte, fortæller Kolja.
Åbningstiden i grillen er da også skruet helt ned. For tiden er der kun åbent i weekenden, men som man næsten kan gætte om parret, der har boet mange år i USA, så er der i denne tid fuld musik på Halloween-pynten - naturligvis med den onde klovn Pennywise som gæst.
- Men det er nu ingenting i forhold til julen. Der går vi helt amok, og man kan nærmest ikke kan være her, fortæller Kolja.
I det hele taget er der meget fest og ballade i og omkring grillen - og ikke mindst på menukortet.
- Vi elsker at lege med maden og finder ofte på nye sammensætninger. Hvis de sælger, kan de komme op på væggen med menukortet. Ellers dropper vi dem igen, siger Kolja.
Lige nu har man som specialtilbud en Curry Grant, en burger med pølser, karryketchup og rå løg.
- Det var mest fordi, det gik dårligt med salget af pølser, så for at få dem brugt, fandt vi på den her burger. Den sælger faktisk ret godt. Vi har en ny på vej, men den venter vi med at fortælle om, siger han.
(Af hensyn til yngre læsere iler vi med at fortælle, at Carry Grant var en af de største amerikanske filmskuepillere i 1940'erne og 1950'erne)
Kreativiteten i køkkenet belønnes af mange trofaste gæster.
- En del familier har en konkurrence om at komme først, når vi kommer med nyheder. Så vi sørger for at få noteret den første, der kommer og smager, siger Kolja, der i øvrigt kan fortælle, at den amerikanske nationaldag, Independence Day, 4. juli godt nok er travl, men IKKE sæsonens højdepunkt, som man måske skulle tro.
- Men hele uge 30 er US Car Camp næsten ved at tage livet af os. Der var op til tre timers ventetid - der er jo kun os to - men de tog det med godt humør, sad ude i deres biler, drak øl og nød vejret. Men hold op, hvor var der travlt, siger Kolja.
Nu kigger man frem til dagene omkring Mortens aften.
- Der går vi all in med andesteg. Der er en Duck Dynasty burger, og så har vi "Hele farmen" med hele molevitten - okse, gris og and, rødkål, agurkesalat og så videre. Der bliver også noget at se til. Folk har spurgt til det i ugevis, siger Kolja.
Derimod er der intet specielt i vente 5. november, når USA går til valgurnerne for at vælge deres kommende præsident. Der er nemlig ikke noget at fejre, mener parret.
- I USA fejrede vi faktisk valgdagen med helstegt pattegris, men det er godt nok trist, det, der foregår derovre nu. At det virkelig er de to bedste kandidater blandt 300 millioner, fatter man jo ikke, siger Kolja.
På væggen i grillen hænger der en plakat med Donald Trump, men det skal ikke forlede nogen til at tro, at det er ham, der heppes på.
- Han er udklædt som Ronald McDonald med ketchup om munden og det hele, så det er helt igennem satirisk. Guderne må vide, hvad der sker, hvis han bliver valgt. Så går det da helt galt, siger Kolja skeptisk.
Har man fået lyst til en bid af USA - med et personligt touch - er der, som nævnt, åbent i weekenderne det meste af vinteren igennem, bortset fra januar. Og så kan det være en god ide at tjekke Facebook eller ringe i forvejen. Det gælder især større grupper.
- Vi har for eksempel besøg af veteranbilklubber og en knallertklub. De er heldigvis flinke til at ringe, så vi ikke pludselig må melde udsolgt. Hvis der slet ikke kommer nogen i en periode, holder vi lukket, siger Kolja.
Trods det russiskklingende navn er Kolja Ringsted pæredansk, mens Diana Kukk er fra Estland. De har boet 17 år i Los Angeles, men valgte altså at flytte til Danmark for syv år siden. De bor nu tre kilometer fra grillen i sommerhusområdet Odde.
PS Hillbilly betyder groft oversat bonderøv.