En særlig grillbar mod øst: Her byder Diana og Kolja på autentisk amerikanerstemning
Det er måske ikke lige stedet, man på forhånd forestiller sig at finde et lille stykke med højtbelagt amerikanerstemning. Ved naturskønne Als Odde, hvor smukke Mariager Fjord munder ud i Kattegat, finder du Hillbilly Grill, der byder på autentisk og original amerikanerstemning, både hvad angår indretning og kærlighed til smagsløgene med alverdens kreationer af big size burgere, hotdogs og andre lækkerier.
Det er ægteparret Diana Kukk og Kolja Ringsted, der står bag grillen. Hun er fra Estland, han er fra Danmark. De mødte hinanden ”over there”, blev gift i Las Vegas og boede efterfølgende 17 år i Los Angeles, inden de trængte til luftforandring. Det stressende amerikanerliv med storby og mange fester skulle udskiftes med en mere stille tilværelse i Danmark.
Her var de i princippet åben for at slå sig ned hvor som helst, og efter en grundig søgen i forskellige kroge af kongeriget faldt valget på et hus i det sydøstlige Himmerland – tæt på Als Odde. Parret flyttede til Danmark i 2017.
Det perfekte sted til ”Fri leg i køkkenet”
Her var drømmen at få en café/ishus, og parret forpagtede en enkelt sæson det historiske ”Jægerhuset”, inden grillbaren ude på odden blev ledig i 2019. Det var det helt rigtige, og de slog til. De første tre år som forpagtere, inden de købte stedet i 2022.
- Det var det helt perfekte sted for os, da vi relativt nemt kunne forme og udvikle stedet i den retning, som vi havde lyst til. Vi havde ”fri leg i køkkenet” og kunne arbejde med vores mange idéer, herunder vores passion og interesse for USA, fortæller Kolja Ringsted.
Autentisk og gennemført
Og det må man sige, er lykkedes til fulde. Indretningen er unik med særlige amerikanske budskaber på bordene, små udstillinger på væggene, blandt andet med en vis præsidentkandidat, Simpsons, Jack Daniels, Coca Cola, Hollywood osv. Virkelig autentisk og total gennemført.
Det samme er menukortet, der bevæger sig i grilluniverset men med kreativ amerikansk inspiration i form af burgere som Billy-Bob, Smokey, Tom T., Chilli-cheese, Monster eller Cheese Puffs Burger – sidstnævnte en burger med ostepops. Og alt sammen naturligvis i størrelser, der ellers kun kendes derovrefra.
Store amerikanerdage
Hillbilly Grills amerikanske inspiration har hurtigt rygtedes. I hvert fald er det et sted, som ikke kun elskere af veltillavet grillmad har fået øje på. Det har amerikanerelskere også.
Den 4. juli – på den amerikanske uafhængighedsdag – valfarter ekstra mange til grillen for at opleve lidt USA på den særlige dag, og når der er US Car Camp i Øster Hurup i slutningen af juli, skal stort set alle amerikanerbiler ud for at strække ben på odden, så deres ejere kan smage på Hillbillys lækkerier.
- Den 4. juli og ugen med US Car Camp er meget travle dage for os, men generelt har vi travlt hele foråret og sommeren. Vi har i øvrigt åbent hele året, blot reducerede åbningstider i vinterhalvåret. Og her er en af vores andre helt store dage den 1. januar, hvor vi har åbent fra tidlig morgen. Her er en af vores helt store sællerter en ”Tømmermandwich”, der er en bacon-cheeseburger med en generøs håndfuld jalapenos, der nok skal få gang i kroppen igen, lyder det med et smil fra Kolja Ringsted.
- Og, ja. Den sælges hele året. Også i sommersæsonen, tilføjer han.
Hillbilly – der vel bedst kan oversættes med ”bonderøv” – åbner for den kommende sommersæson i påsken.
I sommersæsonen har Hillbilly Grill åben onsdag til søndag fra klokken 12.00 – 20.00. Altså lukket mandag og tirsdag.