Billede beskrivelse

Kenneth inviterer til helt særlig aften

19. april 2024 kl. 19.01

MARIAGERFJORD: Forventningerne og ambitionerne er høje hos Restaurant Volstrup, der har hjemme på Volstrup Golfcenter tæt ved Hobro, når madentusiast Kenneth Kragelund - sammen med sit passionerede team - inviterer på en ”usædvanlig aften”, der bliver en sand hyldest til forsommerens unikke, lokale spisekammer. Det sker fredag den 31. maj.

Aftenen vil byde på syv retter, der på hver deres måde vil være en hyldest til forsommerens overdådige udvalg af smagfulde, lokale råvarer serveret i forskellige kreative kreationer.

Billede beskrivelse

- Vi håber, at hyldeblomsten er sprunget ud, de første jordbær er blevet modne, de første kantareller er at finde i skoven, og så glæder vi os til at se, hvad vores lokale venner af huset kan levere i dagene op til.

- Her har indehaver af Volstrup Golfcenter; Jeppe Ugilt, hans søn Severin og medarbejder Magnus forhåbentligt fået ram på en sommerbuk eller to, fisken, som måske bliver en forårsmulte, får vi fra Bjarne i Slettestrand, jeg er selv leveringsdygtig i frilandsgris eller lam fra egen avl, og urterne og kantarellerne tager jeg familien med ud at plukke, fortæller Kenneth Kragelund.

- Og så kommer vi heller ikke udenom fantastiske råvarer som ramsløg, jomfruhummer, bær, blomkål, oste og ikke mindst Volstrups eget kvæg. Vi arbejder lige nu intenst med sammensætningerne af de syv retter, men holder alle muligheder åbne til det sidste, så vi kan arbejde med de bedste og mest aktuelle råvarer. Der vil helt sikkert også være et par overraskelser, supplerer han.

Sammen med gastronomisk legekammerat

Kenneth Kragelund har en fortid på den anerkendte og succesfulde Restaurant Nørlund ved Nørlund Slot, som han – sammen med Klaus Kalsen – stod i spidsen for fra 2004 til 2009. Her høstede duoen i tidens løb adskillige fornemme madanmeldelser, inden de selv valgte at sende stafetten videre til Martin Knudsen, der – med lige så stor succes – drev Restaurant Nørlund indtil 2015.

Billede beskrivelse

I dag er Martin Knudsen ansat som gastronomisk legekammerat til Kenneth Kragelund på netop Restaurant Volstrup, og det er således den duo, der er hovedmændene bag den ”usædvanlige aften”.

- Vi har samme holdning til kvalitet, råvarer og kreativitet på tallerkenen, og elsker på alle måder at udfordre hinandens idéer, så vi er allerede godt i gang med at lege i køkkenet og byde ind på menuens sammensætning til aftenen. Vi lover at det bliver kreativt, smagfuldt og ja, usædvanligt, som navnet antyder, fortæller Kenneth Kragelund.

Bisgaard Vin vil til aftenen have sammensat en nøje udvalgt vinmenu, der passer perfekt til hver enkel ret. Aftenen begynder kl. 18.00 med velkomst og forventes at slutte mellem kl. 22.00 og 23.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste