Billede beskrivelse

Igen lørdagsåbent og fuld fart på fastelavnsbollerne

05. februar 2025 kl. 14.20

HOBRO: Hobro Brød på Adelgade 71 har det seneste års tid haft lukket i weekenden, hvilket der har været en helt særlig årsag til. Men nu har de igen åbent nogle timer om lørdagen.

- Da May og jeg fik en søn, blev vi enige om, at vi ikke skulle arbejde i weekenderne. Det var simpelthen en klar prioritering om at vi skulle bruge tid på vores lille familie. Derfor valgte vi at have lukket både lørdag og søndag, og den prioritering har vi været superglade for, fortæller Mads Nymann, bagermester og indehaver af Hobro Brød.

Sådan har det været det sidste års tid, men nu er der igen åbent i butikken om lørdagen. Fra klokken 10.00 til 13.30 og med et lidt mere begrænset udvalg end på almindelige hverdage.

- Det er tydeligt, at kunderne har savnet os om lørdagen, så der er travlt i de timer, vi har åbent. Men vi holder fortsat lukket om søndagen, fastslår Mads Nymann.

Fastelavnsbolle-sællert

Apropos travlhed så er der lige nu fuld fart på årstidens helt store kage – naturligvis fastelavnsbollen.

- Fastelavnsboller er virkelig blevet kæmpestort de seneste år, og hos os sælger vi i gennemsnit 80 styk om dagen i seks forskellige varianter, som vi varierer lidt mellem fra dag til dag.

- Vi har blandt andet en fastelavnsbolle med en helt særlig marmelade lavet på hibiscus-te, som er min egen personlige favorit.

- Årets helt store sællert er dog fastelavnsbollen, som vi kalder ”Dubai”. Den er med en hjemmelavet fortolkning af den i tiden meget omtalte Dubai-chokolade med lækker chokolademousse og pistaciecreme. Dem sælger vi godt nok mange af, og kunderne elsker dem, fortæller Mads Nymann.

Hobro Brød åbnede tilbage i marts 2020 og beskæftiger i dag syv fuldtidsansatte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste