Hans Jørgen har været Hobros pølsemand i 45 år
Siden engang i 1940’erne har Dusinus Pølsevogn haft hjemme på Adelgade ved Kirketorvet i Hobro, og siden marts måned 1979 har det været med Hans Jørgen Andersen bag disken. Dermed har han i år været byens ubestridte pølsemand i imponerende 45 år.
Hans Jørgen er i dag i sin bedste alder – nemlig midt i 70’erne. Han overtog pølsevognen som 29-årig, hvor han kørte rundt som dæk-sælger, men var frisk på et karriereskift, da muligheden bød sig.
- Jeg havde en kæreste, der hjalp til i pølsevognen, og en dag kom hun hjem og sagde, at den daværende ejer Karl Dusinus Nielsen gerne ville sælge den. Jeg sagde frejdigt, at den kunne jeg da købe, og så kiggede jeg forbi til en kop kaffe, hvor vi blev enig om prisen. Derfra gik det rigtigt hurtigt, fortæller Hans Jørgen, der i mange år efter overtagelsen havde hjælp i pølsevognen af Dusinus’ datter, Sonja.
- Pølsevognen har i alle årene været både mit arbejde og hobby, og selvom jeg da godt kan mærke, at alderen trykker hist og her, så har jeg bestemt ingen planer om at stoppe, lyder det fra Hans Jørgen Andersen, der også er kendt som en stor dyreven, hvilket særligt Kirketorvets vilde katte nyder godt af. Dem fodrer han hverdag, og han bruger vel omtrent 500 kroner om måneden på foder.
- Vi har en lille katte-sparebøsse i pølsevognen, som kunderne kan komme en skilling i som tilskud til katte-foderet. Det indbringer vel et par hundrede om måneden. Resten betaler jeg selv, fortæller Hans Jørgen.
45 år gammel DM-vindende opskrift er stadig et hit
I 1979 vandt Dusinus’ Pølsevogn i Hobro Danmarksmesterskabet i hotdogs med en kreation bestående af en rød pølse, sennep, ketchup, remoulade, bløde løg og en særlig agurkemix. Den fik navnet DM’eren - og den går stadig som varmt brød. Faktisk er det fortsat den bedst sælgende hotdog i pølsevognen.
- Vi gentog faktisk bedriften og vandt DM i hotdogs igen i 2002. Her havde vi dog udskiftet den røde pølse med en ristet pølse, men ellers var det nøjagtig den samme opskrift, og det er fortsat den, vi bruger i dag, fortæller Hans Jørgen Andersen, mens pølsevognen midt på dagen stille og roligt fyldes med en god blanding af trofaste stamkunder, håndværkere, der skal have klaret frokosten og gæster, der er kommet langvejs fra.
- Vi bor i Hvalpsund, men kommer indimellem til Hobro. Her er det blevet en tradition, at vi skal forbi Dusinus og have en DM’er. De fås nemlig ikke bedre, lød det fra et ægtepar, der nød forårssolen på Kirketorvet og ikke mindst Hans Jørgen Andersens legendariske hotdog.