Efter næsten 25 år som selvstændig drysser Mikkel ekstra salt på et nyt eventyr
MARIAGER: Han har haft Restaurant Skoven, Restaurant Bramslev Bakker, caféen i Hobro Idrætscenter og de sidste syv år Røverstuen i Rebild.
Siden 1. februar i år har han været kok hos Café Salt, der er en del af Mariager Saltcenter på havnen i Mariager.
Navnet er Mikkel Schnoor Nielsen, og han glæder sig meget over sin nye rolle.
- Det føles på alle måder rigtigt godt. Jeg havde været selvstændig restauratør i næsten 25 år og var simpelthen rendt sur i alt det administrative, som jeg synes havde taget over fra mange af de andre spændende opgaver, som ellers var dem, der var skyld i, at jeg var havnet i restaurationsbranchen.
- Så at jeg nu kan møde ind på arbejde som kok og have mit fokus på maden, er en kæmpe lettelse, og jeg kan virkelig mærke en stor arbejdsglæde ved at møde i caféen, hvor jeg så ovenikøbet er omgivet af nogle meget søde og inspirerende kolleger, lyder det fra Mikkel Schnoor Nielsen.
Et sted i udvikling
Café Salt er en del af Mariager Saltcenter på havnen i Mariager - en markant turistattraktion, der hvert år tiltrækker mange tusinde gæster.
Som en del af oplevelsen nyder mange at besøge caféen, der i højsæsonen har åbent både middag og aften, mens der i ydersæsonen er åbent fra klokken 10 til 16.
Caféen har den smukkeste udsigt over Mariager Fjord, både inde fra caféen og ude fra den store træterrasse, hvor der også er særlige ”drivhuse” lige i vandkanten.
Her skal man dog være ude i god tid, hvis man skal have plads.
- Det er på alle måder et fantastisk sted, der aktuelt også er i gang med forskellige udvidelser - både af de fysiske rammer og aktiviteterne. Saltcentret er et sted i udvikling, hvilket også var en af årsagerne til, at jeg tog imod udfordringen om at blive kok på stedet. Jeg kan virkelig se det gode ved stedet her og nu, men også stedets endnu større potentiale i fremtiden, fortæller Mikkel Schnoor Nielsen.
- En anden årsag var, at jeg i køkkenet har fået fri leg med hensyn til menukortet og derfor kan sætte mine idéer i spil. Så når vi til maj præsenterer vores sommermenukort, tør jeg godt love nogle forskellige nyheder, blandt andet endnu flere varme retter. Jeg har mange gode idéer, tilføjer Mikkel Schnoor Nielsen.
Samtidig nævner han også, at stedets mange populære klassikere selvfølgelig forbliver på menukortet - blandt andet Café Salts anderledes take på et stjerneskud.
Dem ryger der mange af på en sæson, fortæller han.
Mad-ud-af-huset og fællesspisning
Udover de mange besøgende gæster i caféen har Café Salt også stor succes med mad-ud-af-huset.
Der er som regel også fuldt hus, når de den første torsdag i hver måned inviterer til fællesspisning.
Det er både lokale og turister, der har fået øje på det tiltag.
Mariager Saltcenter - og dermed Café Salt - har åbent hele året.
Men påsken markerer altid overgangen fra en lidt mere stille vintersæson til den travle sommersæson, som hermed er sparket i gang.