Camilla og Søren med positive vibes fra Teater Caféen Billede beskrivelse

Camilla og Søren med positive vibes fra Teater Caféen

07. marts 2025 kl. 06.00

HOBRO: Det er efterhånden et år siden, at Camilla og Søren Leth Holmer overtog stafetten som nyt forpagterpar af Teater Caféen i den historiske teaterbygning på Theatertorvet 1 i Hobro. Dermed kan de nu se tilbage på det første år, der har budt på en stille start efterfulgt af travlhed, positive vibes og en tro på fremtiden.

Inden Camilla og Søren overtog Teater Caféen havde stedet haft en lidt omtumlet tilværelse med skiftende forpagtere, der af forskellige årsager ikke rigtig havde fået tingene til at lykkedes.

Derfor krævede det masser af mod og en positiv tilgang til projektet, da Camilla og Søren overtog tøjlerne i februar 2024. Den tilgang havde parret, der dog gerne indrømmer, at starten alligevel var vanskelig.

- Det var virkelig svært at få spredt budskabet om, at der igen var liv i caféen, så starten var meget stille, fortæller Søren Leth Holmer.

- Vi åbnede i starten af februar sidste år, og sammenligner vi med februar i år, så har vi haft mindst fire gange så mange gæster inde i caféen. Det fortæller lidt om, hvor få gæster, vi havde sidste år. Heldigvis havde vi på forhånd budgetteret med en stille start og at det første år ville blive det hårdeste. Så det hele er egentligt gået efter planen og nu er vi kommet positivt i gang med år to, tilføjer han.

Billede beskrivelse

Endnu flere arrangementer

Efteråret – ikke mindst oktober, november og december – var rigtig travl hos Teater Caféen, hvilket ikke mindst skyldes, at der løbende var kommet godt med selskaber i kalenderen; firmafrokoster, fødselsdage og julefrokoster.

Samtidig havde budskabet om den gode stemning og dejlige mad i caféen stille og roligt spredt sig, blandt andet med stedets meget populære lørdagsbrunch og fredagscaféer – nogle af dem med livemusik.

- Vi vil generelt skrue op for endnu flere arrangementer i caféen. Blandt andet har vi livemusik til vores lørdagsbrunch den 29. marts og til fredagscaféerne den 11. april og 9. maj. Sådan vil vi hele tiden finde på nye ting, der skaber endnu mere liv i caféen, fortæller Camilla Leth Holmer.

- Samtidig har vi også fået stablet nogle gode samarbejder på benene, blandt andet med foreningen Live Musik Hobro, ligesom vi generelt er blevet mere kendt i byen og har fået et års mere erfaring, så vi er bestemt positive og tilfredse, og tror på fremtiden, tilføjer hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste