Vikingerne sluttede sæsonen af med fest
ALS: Det blev Anni Velling, der modtog den fornemme pris "Årets Viking" i forbindelse med Als-klubbens sæsonafslutningsfest på Als Kro og Badehotel. Der blev i løbet af aftenen uddelt flere pokaler, men den mest prestigefyldte gik til den myreflittige frivillige hjælper i klubben.
- Anni har i mange år været aktiv i Viking som frivillig hjælper Hun er en person, der aldrig siger nej til en opgave. Hun er med uanset om det er en lille eller stor opgave. Faktisk er hun så meget Viking, at hun nogle gange melder til en aktivitet uden at være spurgt om en hjælpende hånd. Hun ved, hvad der foregår og bidrager altid positivt til klubbens arbejde, sagde formand for Viking, Henrik Sloth blandt andet i sin begrundelse for overrækkelse af pokalen.
Valget af Anni Velling blev hilst af festdeltagerne med stående applaus.
JKFs lederpokal blev overrakt Pia Christensen. Hun er holdleder på damernes jyllandsseriehold og syv-mands holdet.
Klubbens herrerseniortræner Brian Ibsen overrakte pokalen som klubbens herreseniorspiller til Søren Jensen. Han danner sammen med flere andre unge spillere grundstammen på klubbens serie tre hold.
- Vi er glade for, at en ung spiller som Søren går ind og gør det så godt, at han kan blive udnævnt til årets herrespiller 2017, siger Henrik Sloth.
Dametræner Morten Schaft overrakte pokalen som årets damespiller til Anna Jørgensen med begrundelsen, at hun er en ung og talentfuld spiller, der altid yder det ypperste, når holdet spiller.
Klubbens to herrehold i henholdsvis serie tre og serie fem klarede sig hæderligt i efterårssæsonen. Det blev til et par midterplaceringert, hvorimod det viste sig at være en for stor mundfuld for damerne i jyllandsserien. Det blev til en sidsteplads i efteråret. Det gjorde dog ingen skår i glæden, da der blev festet i salen på Als kro.