Seneste nyt
Billede beskrivelse

Velkendte tandlægesmil under nyt navn

13. januar 2024 kl. 16.17

Tandlægerne Bak og Glavind på Korsgade i Hobro har pr. 1. januar skiftet navn til Harald Tandlægerne Hobro. Indehavere og medarbejdere forbliver dog helt de samme.

- Det er simpelthen et ønske om at stå sammen med andre kollegaer i branchen, herunder få hjælp til de mange administrative opgaver, fortæller Jeanette Bak. 

Sammen med Marianne Glavind er hun indehaver af klinikken, der har hjemme på Korsgade 9 i Hobro.

- Det kan vi ved at blive en del af Harald Tandlægerne, der er 100% ejet af de enkelte tandlæger. På den måde bevarer vi vores selvstændighed, hvilket var vigtigt for os. Vi ønskede ikke at sælge klinikken til en stor kæde, så denne her løsning, hvor vi bliver en del af en sammenslutning, er helt perfekt for os.

- Og jeg indrømmer da gerne, at muligheden for at blive en del af Harald Tandlægerne opstod på det helt rigtige tidspunkt. Personligt var jeg nemlig ved at køre sur i de mange administrative opgaver, der de sidste år er tiltaget i omfang, lyder det fra Jeanette Bak.

- Der kommer hele tiden nye regler og krav, som vi skal leve op til, og så er der alt det almindelige som løn, bogholderi, vedligeholdelse af hjemmeside og kommunikation, som også kræver en masse timer.

- De opgaver får vi nu løst på et hovedkontor, så vi i stedet kan koncentrere os om det vil allerhelst vil, nemlig at være gode tandlæger med tid til patienterne. Vi får også adgang til endnu bedre udstyr, ligesom vi kan få besøg af en kæbekirurg i klinikken en gang om måneden. Det er også en stor forbedring for patienterne, og personligt har det givet mig en helt ny glæde og motivation, fortæller Jeanette Bak.

Harald Tandlægerne har hovedkontor i Kolding og består i dag af 15 selvstændige klinikker, hvoraf hovedparten ligger i Jylland. Samarbejdet mellem klinikkerne betyder også, at de kan hjælpe hinanden med personale og afløsning i forbindelse med sygdom og ferie.

Tandlægeklinikken i Hobro beskæftiger tre tandlæger, tre tandplejere og fem klinikassistenter. Der sker ingen ændringer i dette i forbindelse med navneskiftet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste