Truede med at slå politifolkenes børn ihjel
Vred mand brændte tøj af foran sin bolig
En batalje på en ejendom ved Hobro udviklede sig dramatisk, da en ophidset, polsk mand truede med at slå politiassistenternes børn ihjel.
Episoden fandt sted tirsdag morgen, hvor ordensmagten blev tilkaldt efter en melding om, at en 28-årig polsk mand var gået amok og jagtede sin bror på ejendommen. Det forlød også, at den vrede mand brændte tøj af.
Ganske rigtig havde han tændt bål foran huset og var ved at futte tøj af, da politiet ankom. Han stod også med en stor pind.
Politiassistent Anders Kammer fra Nordjyllands Politi i Hobro oplyser, at det lykkedes betjentene at tale manden til ro og få ham til at hente en balje vand til at slukke ilden.
Mens to betjente talte med den 28-årige, ville to andre tjekke huset igennem for at sikre, at der ikke var tilskadekomne. Det genantændte tilsyneladende mandens vrede.
Han stillede sig i vejen for betjentene, og da de ville tage fat i ham, spyttede han på en af politiassistenterne, ligesom han forsøgte at spytte på en anden.
- Han truede kollegerne med at opsøge deres børn og slå dem ihjel, oplyser Anders Kammer.
Den 28-årige blev anholdt og taget med til afhøring på stationen i Aalborg. Han blev senere løsladt, men er sigtet for vold mod politiet og for trusler på livet.