Sprød sax i Hobro Kirke
HOBRO: Det er ikke hver dag, der er mulighed for at høre fire saxofoner i samspil i Hobro Kirke.
Lørdag 6. januar er chancen der, når saxofonkvartetten SaxTalk sammen med højtlæser Elisabeth Christine Marie Andersen medvirker ved en koncertmatiné i Hobro Kirke.
De fem medvirkende glæder sig til at optræde i Hobro Kirke, hvor man kan komme ind i kirkerummet og blive mødt af ord og toner, der giver anledning til fordybelse, ro, bøn, eftertanke, et smil på læben eller noget andet i den mørke nytårstid!
Musikalsk bevæger ensemblet sig fra nordisk folketone hen over salmemelodier til sungne og læste tekster med rødder i den keltiske kristne tradition.
Der vil både være sprudlende improvisationer og humørfyldte rytmer, forlyder dét.