Seneste nyt
Billede beskrivelse

Søstre åbner virksomhed i tidligere skole

08. januar 2024 kl. 19.00
Opdateret 12. januar 2024 kl. 09.10

Eva og Marion Kronbo er søstre, men de har også det til fælles, at de begge elsker at være kreative. Det har fået dem til at åbne den kreative virksomhed ”Søstrene Kronbo”, der får hjemme i den tidligere skole i Skelund.

Det var en oplevelse, hvor de selv manglede noget stof til en særlig lejlighed, der gav dem idéen til at springe ud som iværksættere. Her måtte de enten til Aalborg eller Aarhus for at finde noget brugbart stof, og det synes de var for langt. Himmerland manglede en kreativ butik og dermed var idéen født.

Billede beskrivelse

Søstrene Kronbo tilbyder således et stort udvalg af stof og kreapop – sidstnævnte dækker over kreative produkter og inspiration i mange forskellige udgaver, som udvikles løbende. Blandt meget andet kan nævnes en ”kreabox” til børn, som er oplagt til blandt andet at tage med i bilen, når der skal køres sydpå i ferien, ligesom der bliver skiftende ”sykit/kreapops” med medfølgende opskrifter. Løbende vil der blive fundet på mange nye og ikke mindst kreative produkter.

Derudover vil søstrene arrangere en fast sycafé hver fjerde uge og forskellige kreative workshops hver tredje måned. Til sidstnævnte er man velkommen til at byde ind med idéer, hvis man har særlige ønsker.

Beholder job ved siden af

Nu fornægter den nordjyske grundighed og forsigtighed sig dog ikke, så foreløbigt har de begge beholdt deres nuværende jobs. Eva som socialpædagog, Marion som social- og sundhedsassistent.

- Vi har begge skæve og forskudte arbejdstider, så det kan fint lade sig gøre. Vi har naturligvis tilpasset åbningstiderne til vores nuværende jobs, så foreløbigt har vi åbent mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra klokken 13 til 18, og lørdag fra 13 til 17. Men en stor del af forretningen kommer også til at foregå på internettet, hvor vi får en webshop, fortæller søstrene.

Rykket ind i nedlagt skole

Søstrene Kronbo har hjemme i den nedlagte skole i Skelund, der er ved at blive ændret til et virksomhedsfællesskab, hvor andre virksomheder også er på vej til at rykke ind. Stedet hedder nu ”Businesspark Øst”.

Billede beskrivelse

- Vi så en del andre lokaler, men blev ved at vende tilbage hertil. Det passer perfekt til vores virksomhed, og vi bor også begge i området.

- Vi er de første, der er rykket ind, men vi glæder os meget til at blive en del af et spirende erhvervsfællesskab med andre virksomheder. Så vidt vi ved, er der udlejet flere lokaler, så det bliver spændende, fortæller Eva Kronbo.

Meget forskellige

De to søstre glæder sig meget til både at komme i gang med virksomheden, men også til at arbejde sammen, og her er de sikre på, at de supplerer hinanden godt.

- Vi er meget forskellige, hvilket jeg kun ser som en fordel. Eva er den grundige, strukturerede og detaljeorienterede, mens jeg selv er den udadvendte og impulsive med masser af idéer. Det kan godt give nogle uenigheder, men det er også det, der gør os stærke. Vi supplerer hinanden godt, fortæller Marion Kronbo, der også lige nævner, at de i opstarten af virksomheden har haft tæt sparring med Mariagerfjord Erhverv.

Billede beskrivelse

- Det har været guld værd, og vi har fået rigtig god hjælp og sparring. Derfor står vi også på et rigtigt godt fundament.

- Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang, lyder det samstemmende fra Søstrene Kronbo, der indbyder til reception fredag den 12. januar fra klokken 13 – 18 i Businesspark Øst/den tidligere Skelund Skole.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste