Billede beskrivelse

Nu har de et forslag til at løse trafikal knude

09. juni 2022 kl. 08.31
Opdateret 10. juni 2022 kl. 13.14

Denne vej er lidt speciel, fordi der ikke er p-pladser i gængs forstand langs vejbanen. Bilerne holder i stedet parkeret et stykke ude på kørebanen.

Sådan skal man holde, så bløde medtrafikanter kan passere frit på cykelbanerne. Nu har Mariagerfjord Kommune et forslag til at løse den trafikale knude på Banegårdsvej i Hobro.

Politikerne i teknik- og miljøudvalget slår til netop nu, fordi Mariagerfjord Vand snart skal i gang med at renovere sine rør under vejen.

Vandselskabet har i den forbindelse tilbudt at retablere vejen i fuld bredde, mod at kommunen betaler nogle af materialerne.

- Vi vil lave en cykelsti, som bliver hævet op i samme niveau som fortovet - og deciderede p-pladser i den ene siden af vejen. Det bliver i sydsiden (mod bageren) alle de steder, det kan lade sig gøre, siger Jørgen Hammer Sørensen, Hobro, formand for teknik- og miljøudvalget (DF).

Han fortæller, at p-pladserne bliver i form af et parkeringsbånd, markeret med en anden farve på kørebanen, og hvor man ikke må køre. Cykelstien bliver placeret mellem parkeringsbåndet og fortovet.

- Det er vi enige om i udvalget, at vi sætter i gang. Det er udelukkende af hensyn til trafiksikkerheden og for at få lavet p-pladser. Vi får også renoveret vejen og fortovet, i og med, at Mariagerfjord Vand skal lave ledningsarbejde, fortæller Jørgen Hammer Sørensen.

Cykelstier og parkeringsbånd

"Ved en nyrenovering af hele vejen, hvor fortovet i begge sider gøres smallere, vil det være muligt at etablere cykelstier afgrænset med kantsten fra kørebanen, ligesom det vil være muligt at etablere et entydigt parkeringsbånd i den ene vejside (sydsiden). Vejen vil få et mere genkendeligt og struktureret udtryk", skriver forvaltningen.

Sidste gang Banegårdsvej var oppe at vende i teknik- og miljøudvalget, 14. marts 2022, besluttede flertallet af politikerne at gå med den billigste løsning af tre, som forvaltningen havde skitseret: Generel opstramning af skiltning på Banegårdsvej og en kampagne om korrekt parkering.

I mellemtiden har Mariagerfjord Vand A/S besluttet at renovere selskabets ledninger på Banegårdsvej. Og så stillede sagen sig anderledes. Mariagerfjord Kommunes andel af arbejdet på Banegårdsvej er en pris på 2,45 millioner kroner, som tages fra en pulje til mindre anlægsarbejder.

Se også
På denne vej i Hobro kan du blive snydt: Bilen foran dig holder stille
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste