Marked i Fruerlund satte besøgsrekord
ØSTER HURUP: Pinsens Novomarked i Fruerlundparken ved Øster Hurup satte søndag besøgsrekord. Flere af de handlende på stedet gætter på, at flere tusinde mennesker besøgte markedspladsen i timerne mellem kl. ni om formiddagen og til kl. 16, da pladsen lukkede ned.
Markedet var begunstiget af flot vejr, og det var samtidig flyttet ind i selve parken. Tidligere er det blevet holdt på den store parkeringsplads, men ved at flytte er det blevet hyggeligere, og adskillige af de handlende kunne krybe i skygge under de store træer. Flytningen gav ekstra plads på parkeringsområdet til de mange biler, der kørte til og fra stedet i åbningstiden.
Markedet blev for få år siden holdt en gang om ugen på Novopladsen, men blev flyttet til Fruerlundparken, hvor især de trafikale forhold er betydeligt bedre.
Ved Novopladsen på Kystvejen umiddelbart syd for Øster Hurup by skabte de mange parkerede biler i begge vejsider ofte store trafikale problemer.
Fra 12. juni holdes der hver tirsdag marked i Fruerlundparken bortset fra uge 30 og 31.
Selv om markedspladsen er flyttet har man valgt at bibeholde Novo-navnet.
Der er også blevet holdt kræmmermarkeder i Øster Hurup midtby, på festpladsen Strandparken og ved havnen. Det ligger endnu ikke fast, hvordan det bliver med markeder i selve byen i forbindelse med, at midtbyen bygges om i disse uger.