Havne-anlæg får nyt liv
HADSUND: Inden længe er arbejdet med en retablering af det gamle havne-anlæg på Hadsund Syd færdigt.
Det nuværende anlæg er fra 1977 og trænger derfor til en kraftig renovering, så kraftig at det hele nu er fjernet og det nye bygget.
Formand Lars Jakobsen fortæller, at havneentreprenør Henrik Hansen gik i gang med at fjerne det gamle anlæg lige efter påske og har nu skiftet de gamle pæle ud med nye. Pælene har fået nye joggere, vanger og gangsektioner, og der er slået nye fortøjningspæle i.
Siden 2021 har bestyrelsen arbejdet på at få økonomien bragt i orden, så begge broer kan skiftes ud, og det er lykkedes med hjælp fra ELRO-Fonden, Sparekassen Danmark Fond Hobro, Svend Nielsen & Herdis Myginds Fond, Spar Nord Fonden, Norlys Vækstpulje, Melsen Fonden, Sparekassen Hadsund Fond og Velux Fonden samt en egenfinansiering.
Færgehagen er en rigtig lille perle på Hadsund Syd, som bruges af rigtig mange – foruden bådejerne – der nyder en lille aftentur ned til fjorden, lystfiskere, som lige vil fange en fisk til aftensmaden, men også mange turister lægger deres vej forbi det sted, hvor den gamle trækfærge landede, inden den gamle bro blev bygget i 1905.