Billede beskrivelse

Har du spørgsmål om kunst? Lokalt råd er nu klar med vejledning

19. marts 2024 kl. 06.01

Fra den 1. januar 2024 har Mariagerfjord Kommune etableret et fagligt kompetent kunstråd, der vil tilbyde vejledning og rådgivning til både private virksomheder og offentlige institutioner i spørgsmål relateret til kunst.

Initiativet til at oprette kommunale kunstråd og billedkunstråd stammer fra Statens Kunstfond, som yder driftsstøtte til disse råd.

Formålet, ifølge Statens Kunstfond, er at "fremme billedkunsten i Danmark ved at opfordre danske kommuner til at søge faglig rådgivning indenfor billedkunst, når de arbejder med dette område. Fondens udvalg tilbyder derfor støtte, når en eller flere kommuner opretter et kommunalt billedkunstråd, hvor flertallet af medlemmerne besidder faglige kompetencer indenfor billedkunst."

Mariagerfjord Kommune har nu realiseret dette ved at etablere et lokalt kunstråd, som fremadrettet vil overtage den kunstneriske rådgivning, som tidligere blev håndteret af Hobro Kunstsamling.

Efter godkendelsen af kunstrådets vedtægter og medlemmer af både Kunstfonden og Mariagerfjord Kommunes byråd, vil Kunstrådet også stå for udviklingen af Kunstsamlingen og arbejdet med at forskønne kommunen.

Kunstrådet består af repræsentanter fra Mariagerfjord Kommune, Kulturelt Samråd, Kunstetagerne, kunstnere fra Hobro Kunstsamling, og Billedkunstnernes Forbunds afdeling i Nordjylland.

Medlemmerne er formanden Søren C. Olesen (valgt af Kunstetagerne), næstformanden billedkunstner Kamilla Mez (valgt af BKF Nord), kassereren Jørgen Basballe (valgt af Kulturelt Samråd), sekretæren kunsthistoriker Anne Lie Stokbro (et fast medlem i kraft af sin position i Kunstetagerne), Jane Grøn og Jørgen Pontoppidan (begge udpeget af byrådet i Mariagerfjord Kommune), kunsthistorikeren og lederen af Museum Wegner, Anne Blond (udpeget af Kunstetagerne), samt billedkunstneren Frode Steinicke (repræsentant for kunstnerne i Hobro Kunstsamling).

- Vi ser meget frem til det kommende arbejde i udvalget, hvis medlemssammensætning af både lokale og udefrakommende kræfter lover godt for fremtidig udvikling og inspiration. Kunstrådet er klar til at vejlede og rådgive virksomheder og institutioner, der ønsker at placere kunst i det offentlige rum, samt fortsætte den langvarige indsats for at forskønne kommunens institutioner og forvaltninger ved at låne kunst ud fra Hobro Kunstsamling, udtaler Kunstrådets formand Søren C. Olesen, og tilføjer:

- Vi håber, at både virksomheder og offentlige aktører, som overvejer kunstnerisk udsmykning, vil finde stor nytte i Kunstrådets erfaringer på området, og vi ser frem til at bistå alle, der har brug for rådgivning omkring kunst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste