Hadsund-kvinder deltog i 100-års fødselsdag
Inner Wheel – et stærkt kvindenetværk og hjælpeorganisation med fokus på børn og kvinder – fejrede midt i januar 100-års fødselsdagsfest på Hotel Søparken i Aabybro.
Over hele Danmark, ja over hele verden, fejrede Inner Wheel’s medlemmer, at en sygeplejerske ved navn Margarette Golding for 100 år siden havde stiftet verdens første Inner Wheel klub i Manchester i England.
”Den gamle dame skulle fejres” på bedste vis. Det blev også en fornøjelig og festlig aften på Hotel Søparken for de godt 100 klubmedlemmer, der var kommet fra nær og fjern i distriktet.
Fra Hadsund Inner Wheel klub deltog klubpræsident Karin Fisker og klubmedlem Bente Carpentier i festlighederne, og køreturen derop og hjem ad frostlumske veje og med tågebanker lurende i grøften satte intet skår i festoplevelsen.
Mange af festdeltagerne havde tænkt 100 år tilbage i tiden og gjort rigtig meget ud af påklædningen og kreeret fantasifulde kjoler i 1920’ernes Charlestonstil og pyntet sig med matchende pandebånd, fjer og bijouteri. Noget af det var ”lånte fjer” eller arvestykker fra år tilbage.
Efter taler, sange, sjove indslag og en lækker menu, kaffe og fødselsdagskage, spillede ”Advokatens jazzband” op til dans med humørspredende New Orleans jazz, der kunne sætte spjæt i selv ældre dameben.
Til de tørstige blev der åbnet fri bar, hvor de kunne blande en svalende drink med gin, tonic og is. Stemningsbarometeret var højt, da festen sluttede kl. 22, og gæsterne kunne bevæge sig i alle geografiske retninger med masser af gode og fornøjelige indtryk eller gå til køjs på de lejede værelser.
Inner Wheel’s mål og engagement
Et århundrede af venskab og fællesskab var blevet fejret, der var blevet holdt taler, sunget, grinet, danset og snakket. Når Inner Wheel klubber mødes bliver der virkelig ”snakket” og udvekslet oplevelser og ikke mindst gode ideer.
Målet for Inner Wheel har gennem de nu 100 år været, at klubberne skal være et samlingssted, hvor kvinder kan dyrke fællesskab og venskab samt yde støtte og hjælp til mennesker, der har det svært. Hadsund Inner Wheel klub har gennem flere år ydet økonomisk støtte til ”Præsternes hjælpekasse” i Vive-Hadsund, Skelund-Visborg og Als - Ø. Hurup sogne. Under ”Bazar-tiden” i Skelund havde klubben en bod, hvor der blev tjent gode beløb til velgørenhed gennem kaffe- og kagesalg samt ting fra medlemmernes gemmer, men desværre lukkede Bazaren, og klubben måtte finde på nye tiltag. På julemødet i december indkom der bl.a. et flot beløb gennem ”Bring & Buy”.
Klubbens kunstprojekt - flotte, farverige postkort
Desuden har klubben lavet flotte postkort. Kunstneren bag motiverne på de flotte postkort er Vibeke Ranch, som har atelier i Ø. Hurup, og som i mange år har været medlem af Inner Wheel.
De er malet med udsigt over Kattegat og er fulde af farver og godt humør. Klubben sælger disse kort i pakker á seks styk med henblik på donation i lokalområdet.