Billede beskrivelse

Gazeller i flok i fjordkommunen

17 virksomheder i Mariagerfjord kåret som gazelle-virksomheder

24. december 2017 kl. 14.28

MARIAGERFJORD: Også i 2017 kan Mariagerfjord Kommune bryste sig af et rekordstort antal såkaldte gazelle-virksomheder.

Gazellevirksomheder er virksomheder, der i det forgangne år har oplevet vækst og skabt jobs og optimisme.

- Og vi er super stolte over at have hele 17 virksomheder i Mariagerfjord Kommune, som er kåret til gazeller, erklærer erhvervschef i Mariagerfjord Erhvervsråd, Michael Christiansen.

- Det er udtryk for, at krisen er overstået, og at der er godt gang i virksomhederne i området. Det er vigtigt med virksomheder med vækstambitioner, da de skaber udvikling og nye arbejdspladser i området, fremhæver han.

Michael Christiansen glæder sig specielt over, at gazellevirksomheder er bredt fordelt hele kommunen rundt.

Blandt gazellerne er således transportfirmaet ATH Arden ApS, som i år kan kalde sig for gazellevirksomhed for femte gang.

I år er Arden-virksomheden desuden den virksomhed i Nordjylland, der er vokset tredjemest - nemlig med hele 689,4 pct. over de seneste fire år.

Det gør samtidig virksomheden til den hurtigst løbende "gazelle" i Mariagerfjord.

Gazellerne kåres på baggrund af en undersøgelse, lavet af Børsen, og er virksomheder, der i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet deres omsætning over de fire år.

I undersøgelsen indgår kun aktie- og anpartsselskaber, hvorimod enkeltmandsvirksomheder ikke indgår pga. manglende regnskabsdata.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste