Fra lille havefest i Als til byfest om majbøgen
ALS: Nogle få børnefamiliers majbøgtradition i Als udviklede sig lørdag til at blive en daglang byfest for børnefamilierne i landsbyen.
De få familier, der i en årrække har holdt majbøgfest hjemme i haven, besluttede sig i år for at prøve at gøre det til en byfest, og fandt arealet ved Als Hallens indgang velegnet til formålet. Og det fik de lov til at låne.
Via de sociale medier og nogle telefonopkald blev børn og voksne inviteret til sammenskudsgildet.
Mellem tyve og tredive børnefamilier - over 80 mennesker - mødtes på pladsen foran Als Hallens cafeteria, og mens nogle riggede festpladsen til og gjorde majstængerne klar, kørte andre i skoven efter bøgegrene og blomster.
I idrætshallen var der opstillet legeredskaber, blandt andet en stor hoppeborg, som de små morede sig i. Efter frokosten, der blev indtaget ved bord-bænkesættene og med lune retter fra grillen, fortrak nogle af børnene til den nærliggende legeplads og multibane umiddelbart vest for hallen, samtidig med at de voksne gik i gang med at pynte majbøgen, der blandt andet blev sikret med ståltråd, så den ikke lige kunne skæres ned i tilfælde af, at majbøgrøvere skulle komme på de kanter.
Skulle "røvere" finde vej til Als måtte de væbne sig med tålmodighed. De sidste i selskabet forlod først festpladsen. da det så småt var begyndt at lysne over Kattegat.
Det blev hverken Nordjyllands eller områdets største majbøg, men givet en af de flotteste. Ud over bøgegrene pyntet med mange blomster.
Nu man var i gang med at lave majbøg, besluttede man i Als sig for at lave to. En stor til de voksne og en mindre til børnene. Begge blev opstillet tæt ved Vikingvej mellem skolen og idrætshallen.
Op til der blev kaldt til grillet aftensmad, samledes hovedparten af deltagerne ved bøgene, inden de mindste skulle hjem i seng.
Også i Skelund og Veddum holdt man traditionen i hævd. I de to byer blev bøgene rejst på de respektive stadions, og i Veddum blev der holdt aftenfest i klubhuset.