Forældre fik fri til juleindkøb
VEDDUM: Adskillige forældre i Veddum og omegn fik lørdag eftermiddag og aften klaret en stor del af juleindkøbene. De havde ikke børnene på slæb. Dem tog den lokale idrætsforening sig af i klubhuset.
Forældrene kunne aflevere de små fra kl. 15 og så hente dem igen inden kl. 21. I det tidsrum sørgede frivillige medlemmer i Veddum Idrætsforening for, at de blev beskæftiget, ligesom de sørgede for aftensmaden, og i løbet af dagen stod den desuden på saft, frugt og julesmåkager.
Sent på aftenen kunne foreningens medlemmer tørre sveden af panden. Man beskæftiger ikke 23 børn fordybet i en bog eller dagens avis. De kræver handling, og de havde hele klubhuset som tumleplads.
Da forældrene dukkede op og spurgte ind til, hvordan dagen var gået, fik de fra børnene udelukkende positive tilkendegivelser. Det havde været en sjov dag, og at der var blevet brugt mange kræfter, fik far og mor et synligt bevis på, da de tog de små i hånden. Børnene var trætte, klar til at komme med hjem og i seng.
Det næste arrangement, foreningen giver sig i kast med, er en sammenkomst for de voksne 29. december, hvor der inviteres til spisning og hygge i klubhuset. Op til midnat arrangeres der bustur til Als, hvor den lokale boldklub Viking arrangerer julebal på kroen, en tradition, der har over 70 år på bagen.