Seneste nyt
Billede beskrivelse

Billetsalg flot fra start: Store navne til dette års Musik i Østerskoven

14. januar 2024 kl. 06.00
Opdateret 18. januar 2024 kl. 09.57

Musik i Østerskoven, der i år løber over to dage, fredag den 7. juni og lørdag den 8. juni, har fået en flot start på billetsalget.

Musiknavne som Hugorm, Medina, Scarlet Pleasure, Artigeardit X Lamin og Queen Machine skal optræde i DS Arena i starten af juni, og disse navne ser ud til at tiltale mange.

- Jeg vil helst ikke sætte konkrete salgstal på, men vi kan bestemt ikke klage over starten på billetsalget. Vi er kommet rigtigt godt fra land, fortæller Henrik Hammershøj, der er drifts- og eventchef i Hobro IK.

- Det er særligt billetterne til lørdagen, der har været rift om, men det er helt forventeligt, da fredagsprogrammet henvender sig lidt mere til de unge, og de er sjældent ude i så god tid. Men fredagen har da også solgt fornuftigt, og det samme har partoutbilletterne.

Billede beskrivelse

- Sidste år begyndte vi faktisk først billetsalget den 25. januar, så vi er allerede godt på forkant i forhold til sidste år. Vi har i øvrigt fået massevis af positiv feedback på, at vi har fulgt op på sidste års premierekoncert med at udvide programmet til to dage. Man kan tydeligt mærke, at mange sætter pris på al den gode musik, som man kan opleve i Hobro. Det er en meget positiv udvikling for vores område.

- Vi har i øvrigt haft en tæt dialog med Ambufesten, der jo også byder på en fantastisk koncert i slutningen af august/starten af september, og ens for deres og vores koncert er jo, at et eventuelt overskud bruges i foreningslivet til glæde for en masse unge mennesker, fastslår Henrik Hammershøj, der også sender et skulderklap videre til de mange frivillige, der er involveret i Musik i Østerskoven.

- Sidste år knoklede mere end 300 frivillige, og det tal bliver ikke mindre i år. De frivillige er en betydelig årsag til, at det overhovedet kan lade sig gøre at afvikle koncerterne, så en stor tak til alle, der bidrager.

Programmet til Musik i Østerskoven byder på:

Fredag den 7. juni: Tessa, Artigeardit X Lamin, Danser med piger, Jaxstyle.

Lørdag den 8. juni: Hugorm, Medina, Scarlet Pleasure, Queen Machine, GasBox, The Powls, Starturn.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste