Billede beskrivelse

Laila og Calina lavede video med skål på hovedet - så gik det amok

14. april 2026 kl. 14.47

VALSGÅRD: - Ja, velkommen til Klanguniverset.

Sådan har det måske også lydt på din Instagram-profil den sidste måneds tid.

Mor og datter Laila og Calina Nielsen er nemlig gået viralt med virksomheden Klanguniverset på det sociale medie. I Klanguniverset tilbyder de såkaldt klangterapi med nepalesiske skåle, som de også sælger via deres webshop.

- Vi havde ikke lige regnet med, at det ville gå så meget amok, siger Calina Nielsen med et grin.

For et halvt års tid siden fik hun overtalt sin mor til, at de skulle begynde at lave flere videoer til sociale medier. Laila Nielsen var oprindeligt ikke vild med idéen.

- Men så tænkte jeg, nej, nu må du komme ind i kampen. Det kan jeg godt gøre, hvis det kan hjælpe, siger Laila Nielsen.

- Det gik helt amok

Efter et par måneder begyndte det at gå stærkt. De uploadede en video, hvor Calina Nielsen havde en såkaldt klangskål på hovedet, og hendes mor viste, hvordan den bruges.

- Det gik helt amok. Jeg havde da tænkt, at det kunne være en sjov video, der blev grebet af Instagrams algoritme, men jeg havde da ikke forventet, at en fjollet video af mig med en skål på hovedet ville blive delt så meget, griner Calina Nielsen.

Billede beskrivelse

Videoerne er også blevet delt af komikere som Rasmus Wallbridge og Mathias Bach. Senest blev de inviteret i Go'morgen Danmark.

- Vi ved jo godt selv, hvordan det ser ud. Vi kan sagtens lave lidt sjov med det selv, det behøver jo ikke være en ren bedemandsforretning, siger Laila Nielsen.

- Når vi selv tager det seriøse ud af det, bliver det faktisk nemmere for folk at være i. Det kan jo godt virke lidt fjollet at få en skål på hovedet, siger Calina Nielsen.

Laila Nielsen åbnede Klanguniverset tilbage i 2018. Hun importerer sangskålene fra Nepal og tilbyder både behandlinger og kurser i sin virksomhed i Valsgård.

- Jeg er jo nordjyde, så jeg tænkte først, at det var lige frisk nok at slå på en skål og tage penge for det, men da jeg prøvede det selv, kunne jeg altså godt se, hvad det kunne, siger Laila Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste