Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jette inviterer til Danmarks smukkeste løb - skal du være med?

23. juni 2026 kl. 06.03

MARIAGERFJORD: Danmarks smukkeste løb.

Sådan præsenterer arrangørerne motionsløbet Mariagerfjord Rundt, der efter års pause nu vækkes til live igen. Til efteråret kan man igen nyde de naturskønne omgivelser omkring fjorden, mens man løber i fællesskab med andre.

Løbet blev første gang afholdt kl. 10.10 10. oktober (10/10) 2010 og blev hurtigt populært, fortæller Jette Christensen, der nu sammen med fire andre genopliver løbet.

- Jeg var med, fra det startede til det sidste i 2017, og da var vi 300-400 løbere til start hvert år. Men så blev arrangementet overdraget til runners.dk, som aldrig kom i gang med det, og det har ligget stille siden. Men vi synes, det er så fedt et løb, at det bør genopstå, siger hun.

Billede beskrivelse

Der er nogle få og små ændringer i forhold til sidst. Start og mål var tidligere Det røde Pakhus i Hobro, men i den nye version er det nu Mariager Hallen.

- Det er egentlig mest fordi, man ikke kan booke pakhuset lang tid i forvejen, men også for at prøve noget nyt, siger Jette Christensen.

I mellemtiden er der også kommet cykelstier hele vejen rundt langs fjorden.

- Det er supergodt, også for os løbere, men det er nu ikke det, der har inspireret os til at starte igen. Jens Christian Damhus, der var blandt de oprindelige arrangører og nu er med igen, kom i tanke om, at der stod nogle penge i overskud fra tidligere løb, og kontaktede os andre for at høre, om vi ikke skulle begynde igen, og det var der bred enighed om, siger Jette Christensen.

Ud over de to nævnte er Stefan Mørup Larsen, Jens Ole Andersen og Per Søndergaard Mathiesen med til at arrangere.

Løbet er, før som nu, 56 kilometer langt, og selvom man i princippet kan løbe det alene, stiller alle op i stafetter med to til 12 deltagere. Starten går 26. september kl. 9.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste