Billede beskrivelse

Hør den unikke viden: Karsten "Kortbuks" kommer på besøg

18. februar 2023 kl. 11.01

Frugt er usundt, og man bliver syg af at spise det! Man skal såmænd ikke så mange hundrede år tilbage, før dette var overbevisningen i befolkningen. Det lykkedes dog efterhånden præster og munke at overbevise folk om, at de roligt kunne spise af de lækre, danske æbler, skriver Boldrup Museum i en omtale. 

Mange af de danske æblesorter har da også deres oprindelse i præstegårdenes frugthaver, og kunne man tænke sig at lave nogle af de kendte, gamle æbler, er muligheden der på Boldrup Museum torsdag d. 9. marts, når Karsten ’Kortbuks’ Hansen gæster stedet med sit imponerende arsenal af podekviste fra mange hundrede forskellige æblesorter. Denne aften bliver det årlige podekursus nemlig afholdt endnu en gang. Det fortæller Boldrup Museum til avisen. 

Billede beskrivelse

- Det er utroligt fascinerende, at man kan lave sin egen udgave af et hvilket som helst æbletræ. Et hvert nyt, podet æbletræ er faktisk en ny identisk udgave af det oprindelige træ. Og så er det noget alle – selv børn og fumlefingre – kan finde ud af. Karsten giver en grundig instruktion og har medbragt alt det, man skal bruge, og i løbet af kort tid har man lavet sine egne, levedygtige æbletræer. Det er da fantastisk … og ret vanedannende, fortæller en af arrangørerne, nemlig naturvejleder på Boldrup Museum, Gert Rubæk.

Billede beskrivelse

Som nævnt medbringer Karsten Hansen alt det, man skal bruge, men har man et gammelt æbletræ, som man gerne vil have en ny udgave af, kan man medbringe nogle friske smågrene, som der så kan klippes podekviste af. Ligeledes må man også gerne medbringe en rosensaks, hvilket dog ikke er nødvendigt.

Kurset er den 9. marts og begynder kl. 19.00. Det er arrangeret af Boldrup Museumsforening, naturvejlederne Gert Rubæk og Karsten Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste