Hobros kunstsvømmere fik alle medaljer ved stævne i Thy
D. 25. og 26. marts var Thisted Svømmeklub vært for det største stævne i Danmark inden for kunstsvømning - nemlig ABCDE med 102 kunstsvømmere. Hobro havde otte piger med, som alle kom på medaljeskamlen.
Det fortæller Hobro Svømmeklub til avisen.
I musikkonkurrencen var Hobro repræsenteret i A, B, D og E-rækken. De tre piger i D-rækken fik bronzemedaljer, nemlig Barbara Criddle, Lærke Thorsen og Aneta Zivanovic.
I B-rækken var det Vera Zivanovic med sin solo.
I E-rækken blev det til en sølvemedalje for en rigtig flot gennemsvømning fra holdet, som bestod af Natasja Andersen, Vera Zivanovic, Lucca Skovsbo, Malou Christensen og Rebecca Criddle. Til trods for, at det var den bedste præstation længe for holdet, måtte de se sig slået af værterne fra Thisted.
Og guldet skulle også med hjem til Hobro. Her kunne Natasja Andersen og Vera Zivanovic med stolthed indtage første pladsen i B-duet med et musikprogram med fart på.
Malou Christensen deltog i A-rækkens soloer, og med kun ét point fra tredje pladsen rakte det ikke til en medalje mod de meget erfarne svømmere fra Gladsaxe, som p.t. er landets største klub inden for kunstsvømning. Til gengæld fik Malou en førsteplads i A-rækken for sin tekniske solo.
Der var også oprykning til Lucca Skovsbo og Natasja Andersen, som fik tildelt deres sølvnål, hvilket betyder, at de begge svømmer i A-rækken fremover. Ydermere fik Natasja førstepladsen for de bedste figurer i B-rækken med overbevisende 58,84 point. Og endelig sikrede Malou Christensen, at Hobro også fik førstepladsen i A-figurer med 61,35 point.
Men succesen stopper ikke her. Svømmerne fra Hobro Kunstsvømning har haft travlt i foråret, men et par af dem får endnu mere travlt.
Natasja Andersen og Vera Zivanovic er for nylig blevet udtaget til Danmarks Juniorlandshold i kunstsvømning. Natasja og Vera var til udtagelse i Aarhus med svømmere fra bl.a. Gladsaxe og Hovedstadens Svømmeklub, som er de to største klubber i Danmark i øjeblikket. Der er blevet udtaget ti svømmere i alt på tværs af Danmark, og afdelingen for Kunstsvømning i Hobro er særdeles tilfredse med, at Hobro og dermed Nordjylland endnu engang er at finde på juniorlandsholdet.