Seneste nyt
Billede beskrivelse

Her kan udsatte borgere og deres kæledyr få hjælp i de kolde måneder

16. januar 2024 kl. 06.00

Vinteren er over os, og det kan give ekstra udfordringer for vores firbenede venner, når kulden sætter ind. Men det kan også være en bekostelig affære at gå til dyrlægen.

Dyreværnets Frynseklinik, der blev lanceret tilbage i 2018, har det formål at hjælpe socialt udsatte borgere og deres kæledyr. Det var dyreelskeren Jørgen Andersen, der donerede klinikken, og i starten var man usikker på, hvor mange der ville benytte sig af hjælpen. Men det blev en enorm succes, og i 2019 donerede Jørgen Andersen endnu en klinik. Til dato har Frynseklinikkerne hjulpet 10.000 kæledyr til at få et bedre liv og besøgt over 100 byer.

Frynseklinikken er ikke gratis, men man betaler, hvad man kan for en konsultation. Klinikken kommer til Hadsund 30. januar klokken 11 til 12 ved Frelsens Hær. 

Billede beskrivelse

Dyreværnets direktør Henrik Knaack glæder sig over, at Dyreværnet kan hjælpe udsatte med at få tilset deres kæledyr.

- I vintermånederne er det afgørende at prioritere vores kæledyrs sundhed og trivsel på samme måde, som vi gør for vores eget velbefindende. De kolde temperaturer og det skiftende vejr kan have en betydelig indvirkning på vores firbenede venner, og derfor er det essentielt at få dem tilset og sikre, at de er godt forberedt på den kolde sæson. Men det kan være helt uoverskueligt for en udsat borger, selvom de vil det absolut bedste for deres dyr. Det er omkostningsfuldt at gå til dyrlægen, og det er her vi gerne vil hjælpe, siger Henrik Knaack.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste