Grundlovsdag: Skoleskibet lægger til kaj i Hobro

Også mulighed for at komme til "Åbent skib" i løbet af ugen

23. maj 2018 kl. 20.30

HOBRO: Grundlovsdag får Mariagerfjord Kommune besøg af Skoleskibet, som lægger til kaj ved havnen i Hobro.

Ved middagstid tirsdag 5. juni vil Skoleskibet efter planen passere Hadsundbroen, og klokken 14 ankomme til Hobro, hvor Hobro Garden til tage i mod,

Skibet vil få kajplads på nordsiden af havnen tæt ved borgmesterens kontor.

- Jeg er stolt af at kunne byde Skoleskibet velkommen til vores smukke fjord. Skibet besøger jo kun få havne, når det er i Danmark, så vi vil gøre os umage for at give både elever og besætning en god oplevelse, siger Mogens Jespersen.

- På grund af dybgang kan skibet ikke lægge til på sydkajen ved værftet, men vi håber til gengæld, at andre træskibe vil benytte anledningen til at følge skoleskibet ind gennem fjorden, og måske opholde sig nogle dage i havnen.

Skoleskibet er i gang med tre måneders togt, blandt andet til de kanariske øer, med 80 elever i alderen 18 til 23 år ombord.

Onsdag og torsdag eftermiddag tilbydes "Åbent skib", hvor skoleskibseleverne tilbyder at vise gæsterne rundt på det flotte skib, hvor de unge har boet særdeles tæt de seneste mange uger.

I anledning af besøget vil der blive afholdt et særligt arrangement i Maritimt Kulturcenter tirsdag aften. Her vil tidligere sejlsportsjournalist fra TV, Claus Jacobsen holde et foredrag om Skoleskibet, samt vise den film han for år tilbage lavede i forbindelse med et togt. Filmen kan i øvrigt ses flere gange i løbet af ugen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste