Frivillige-juleaften var lige ved blive aflyst: Så skete der noget
I samarbejde med Ældre Sagen har Biecentret hvert år siden 2009 afholdt juleaften, med undtagelse af nogle få aflysninger under coronapandemien.
Det blev også jul i Biecentret i år, hvor 80 deltagere og frivillige med stor variation i alder, udtryk og størrelse fandt sammen til en hyggelig og glad aften. Ældste deltager var 94 år og yngste var 9. Ældste frivillige var 69 år og yngste 15.
Den festlige aften bød på juleand og ris a la mande, fællessang, pakkeleg, og dans om juletræet. Der var ellers grund til bekymring, da arrangørerne i oktober måned skulle starte forberedelserne og så, at man kun havde én frivillig. Det kunne der ikke blive meget juleaften ud af, og noget måtte ske, hvis ikke aftenen skulle aflyses.
Heldigvis viste det sig, at Mariagerfjord er fyldt med gode engagerede mennesker, som er villige til at gøre en positiv forskel for andre, også i julen. Man blev overrasket over den store opbakning, og fik så mange henvendelser, at man måtte oprette en venteliste for frivillige.
Biecentrets egen køkkenleder meldte sig også på banen, og så var anden og de brunede kartofler sikret.
Og således blev det alligevel jul i det gamle bryggeri i Hobro. De frivillige gjorde en fantastisk og hjertevarm indsats, og spredte julestemning til alle.