Fra bedaget Theater til moderne biograf - nu sættes slutspurten ind
HOBRO: En omfattende fundraising blandt en række danske fonde har været så vellykket, at folkene bag Filmteatret - fjordbyens biograf - næsten kan gå i gang med det planlagte, ambitiøse renoveringsprojekt. Men også kun næsten.
- Vi har et samlet budget på knap 11 millioner kroner og har samlet 7,5 millioner sammen. Facit er, at vi mangler godt tre millioner kroner, fortæller Preben Christensen, der er bestyrelsesmedlem og kasserer i den frivillige forening, Filmteatret, og formand for Hobro Håndværker- og Borgerforening, der er bygherre på projektet.
Muligheden for at rejse flere fondsmidler forfølges fortsat, og ifølge Preben Christensen har man netop nu gode chancer for at opnå endnu en større donation. Desuden har man tilsagn om 1,5 millioner kroner fra Mariagerfjord Kommune. Det er eller rettere var det beløb, kommunen maksimalt må støtte med.
- Grænsen er pr 1. januar hævet til cirka 2,2 millioner, så det håber vi, kommunen nu vil bidrage med, siger Preben Christensen.
Mens man venter på, at fuglene på taget skal lande, er der fortsat et hul i budgettet, så derfor har man lagt hovederne i blød for at finde andre løsninger, og det har stimuleret kreativiteten.
En ide er at etablere en form for crowdfunding. Mere præcist rækker man ud til byens erhvervsdrivende for at få hjælp. Det er dog et tilbud om noget for noget, påpeger Preben Christensen.
- Som en støtte til biografen får man mulighed for at give medarbejdere et gavekort til biografbilletter, forklarer han.
Den umiddelbare pris for et gavekort er 650 kroner. Håbet er at sælge 3100 styk og dermed rejse yderligere godt to millioner kroner. Som et regneeksempel vil en virksomhed med 30 ansatte altså støtte biografen med 18.500 kr.
Som en sidegevinst for Filmteatret giver det mulighed for at lokke nye kunder ind i butikken.
Når Filmteatret p.t. jonglerer med millionerne, skyldes det, at man en plan om at ombygge den noget bedagede biograf med to sale til en topmoderne én af slagsen med nye stole, nyt lydsystem, nye fremvisere, nye lærreder osv. For eksempel er stolene for nuværende ikke ret komfortable, og de står desuden i samme højde, hvilket gør, at det kan være et problem at se for de foransiddende. De nye stole skal derfor hæves for at give frit udsyn til lærrederne.
Man ønsker desuden at gøre biografen handicapvenlig med nye faciliteter som ramper, elevatorer og pladser til kørestolsbrugere.
Alt sammen koster penge, og nu håber man på virksomhedernes velvilje.
- Det, vi oplever nu, er, at især unge søger mod større byer med mere moderne biografer. Vi vil gerne trække dem hjem igen og tilføje byen et aktiv, der kan medvirke til, at de unge bliver boende eller vender hjem igen efter endt uddannelse, forklarer Preben Christensen.
Han tilføjer, at biografen for nuværende har et ret frodigt samarbejde og aktivitetsniveau. I biografen kører ”Skolen i biffen” og ”Rød Stue”, hvor der hvert år er tusindvis af skoleelever og børnehavebørn inde for at se film som et led undervisningen. I Hobro er der en velfungerende børne- og ungdomsfilmklub med cirka 500 medlemmer, der drager nytte af, at der er en biograf.
Der arrangeres desuden særforestillinger for og i samarbejde med forskellige grupper/foreninger. Herunder bl.a. gymnasiet, VUC, folkeskoler, erhvervsskoler, SFO, ungdomsskoler.
- Vi mener virkelig, der er mange gode grunde til at bevare og modernisere biografen til et tidssvarende niveau, understreger Preben Christensen.
De helt store bidrag fra fondene kommer fra Sparekassen Danmark med 2 millioner kroner og en "kendt, dansk fond" med 2,5 millioner. Sidstnævnte ønsker ifølge Preben Christensen selv at stå for offentliggørelsen af støtten.