Foto af blodmåne gav amatørfotograf international pris
ALS: Tålmodighed betaler sig. I hvert fald for Allan Andersen, der måtte vente længe på det rigtige motiv, men nu har vundet en international pris for et af sine fotos.
7. september stod han klar med sit kamera, da der var total måneformørkelse, og umiddelbart syntes det at være spild af tid.
- Måneformørkelsen var varslet i god tid, og jeg havde besluttet mig til at stille mig op ved kirkemuren i Als med udsigt over havet. Men i første omgang hang der lave skyer, som dækkede for månen, så der var ikke rigtig noget at komme efter. Men jeg blev hængende, og til sidst kom månen op over skyerne. På det tidspunkt var formørkelsen kun delvis, men det var alligevel et fantastisk motiv, fortæller han.
At tage billeder i mørke er sjældent særlig vellykket, og med forskelligt lys fra månen, himlen og skyerne valgte den erfarne amatørfotograf at lave tre forskellige eksponeringer, og hjemme ved computeren lagde han så de tre billeder sammen til et, og resultatet har nu givet ham titlen som Photographer of the Year (Amateur) ved Global Photography Awards 2025, arrangeret af International Awards Associate. Her var der over 2500 deltagere.
Ideen om at indgive et billede til en konkurrence er ikke ny.
- Jeg har flere gange sendt billeder ind til forskellige konkurrencer og har også opnået hædrende omtale, men jeg har aldrig vundet. Men denne gang lykkedes det, og det er jeg da ret stolt af, siger han og indrømmer samtidig, at han ikke selv med sikkerhed ville have kåret sit eget billede.
- Bagefter kan man se de andre fotografier, og mange af dem kunne efter min mening lige så godt have vundet, men ofte handler det om at ramme dommernes smag og stemning, og det lykkedes altså, konstaterer han.
Allan Andersen har altid været interesseret i fotografering, men har først i de senere år for alvor dyrket sin hobby.
- I starten tog jeg bare billeder med min mobiltelefon, men for to år siden købte jeg et spejlreflekskamera og i første omgang bare et enkelt objektiv. Det er så siden blevet til flere, og jeg har også købt et andet kamera.
Det giver helt andre muligheder for at tage gode billeder, siger han.
Allan Andersen bruger nu også mere tid på sin hobby.
- Jeg er ofte på tur rundt i området, ofte ved Mariager Fjord, der efter min mening er Danmarks smukkeste. Jeg har vores hund, Trille, med, og det er hyggeligt at gå rundt og finde gode motiver. Det er ofte ved Als Odde, fortæller Allan Andersen, der bor i Buddum tæt ved Als.
Han arbejder til daglig som CTS-tekniker, men går rundt med en stille drøm om at blive en mere professionel fotograf.
- Det er nok ikke særlig realistisk, men man har da lov til at drømme, og det kunne da være dejligt, om ikke andet, at tjene en skilling på at dyrke min hobby, siger 48-årige Allan Andersen.
Drømmer man om at gøre Allan Andersen kunsten efter, forventes den næste synlige totale måneformørkelse i Danmark at finde sted 31. december 2028. En delvis formørkelse vil være synlig 20. februar 2027.