Win-win: Da stor Hobro-virksomhed skulle feste, rakte man ud til ungdommen
HOBRO: Eurowind Energy, der i Hobro tæller 380 medarbejdere, forkælede i den forgangne weekend sine medarbejdere med sin helt egen Eurowind Festival
Den blev afholdt i området bag DS Arena, hvor 300 medarbejdere deltog.
Til at levere både musik og frivilligt arbejde i forbindelse med afviklingen rakte de ud til lokale unge.
Det blev ren win-win.
Det musikalske lineup til Eurowind Festival bestod af BAO, Clara Elisabeth, Pulse, DJ Hjalte, Starturn, og Hampenberg, hvoraf de fire første er upcoming lokale bands og solister.
De leverede alle varen - godt hjulpet på vej af det skønneste sommervejr og masser af lækkerier i boderne på festivalpladsen.
Også når det gjaldt det praktiske arbejde på festivalpladsen, havde Eurowind Energy valgt at hente hjælp hos unge fra Hobro-området.
De havde nemlig lavet en aftale med folkene bag Ishuset Live, der en musik- og kulturforening i Hobro, som drives 100 procent af unge frivillige fra hele Mariagerfjord-området.
Alt klappede
Om idéen til festivalen og samarbejdet med de unge fortæller Line Haferbier Gade, der er formand for personaleforeningen hos Eurowind Energy:
- Vi er så heldige at have en del unge studentermedhjælpere i virksomheden. Mange af dem har været til koncerter hos Ishuset Live, så da vi begyndte at snakke om, hvordan årets sommerfest skulle være, forslog de en festival med lokale, unge kunstnere, som de havde hørt i Ishuset.
- Samtidig foreslog de også, at vi skulle tage fat i folkene bag koncerterne omkring alt det praktiske, fordi det bare altid fungerer, når de arrangerer en koncert. På den baggrund opstod idéen til Eurowind Festival og samarbejdet med de unge.
- Og det blev en fantastisk dag, hvor alt bare klappede. Kæmpe ros til de unge mennesker. Både kunstnerne og de unge, der knoklede på pladsen, tilføjer Line Haferbier Gade, der også lige sender en tak i retning af både Hobro IK, der lagde festivalplads til bag DS Arena, og den lokale Boddy Holly, der sørgede for at der var tilpas væske i hanerne.
En fin sløjfe
Alle de unge på festivalpladsen arbejdede frivilligt og ulønnet, mens Ishuset Live fik et beløb for arbejdet.
Et beløb, der går til at udvikle musik- og kulturlivet i Hobro endnu mere.
- Det er en rigtig fin sløjfe på et samarbejde, som alle har glæde af. En af Hobros største virksomheder havde brug for hjælp til at planlægge og afvikle et arrangement med livemusik og ved at række ud til Ishuset Live og hyre dem til opgaven, har de samtidig bakket flot op om de unges kultur- og musikliv i Hobro, fortæller Stine Flügel Majgren, der er ungekulturpilot hos Hobro Byforum, som blandt andet hjælper de unge hos Ishuset Live.
- Så hvis andre virksomheder har samme behov, er det en oplagt mulighed, og man er meget velkommen til at række ud til dem, tilføjer hun.