Billede beskrivelse

Populær sommerkoncert er på vej mod rekordsalg

19. marts 2025 kl. 19.02

ØSTER HURUP: Lørdag den 19. juli 2025 er der sommerkoncert i Øster Hurup, hvor dette års musikprogram byder på Michael Falch & Zonen, Lars Lilholt Band, Shu-bi-dua 2.0, Kandis, Martin Kanstrup, GasBox, The Powls og MD Duo. Og billetsalget går rigtigt godt – måske sågar på vej mod rekord.

- Sidste års koncert var fantastisk god, hvor vi endte med cirka 5.000 solgte billetter, men forsalget i år er alligevel et pænt stykke foran, hvis vi sammenligner med samme tidspunkt sidste år, fortæller Gert Degn, indehaver af Event-Danmark, der står bag den populære sommerkoncert.

- Og så plejer billetsalget i øvrigt altid at få endnu et gevaldigt boost, når foråret for alvor melder sin ankomst. Så kommer folk lidt mere i sommerstemning, og begynder for alvor nedtællingen til sommerens koncerter. Så jeg tror helt bestemt på, at vi kommer op og runder sidste års flotte besøgstal, og dermed måske er på vej mod rekord, supplerer han.

Populære gengangere og folkekære, nye navne

Sidste år udvidede Øster Hurup Sommerkoncert programmet til hele syv kunstnere, og i år lægges der såmænd yderligere en kunstner til, så programmet kommer op på hele otte kunstnere/bands, hvoraf de seks optræder på den store scene, mens de to andre spiller på lille scene. Traditionen tro er der lidt gengangere på plakaten, men det er et helt bevidst valg.

- Lars Lilholt Band, GasBox, Shu-bi-dua 2.0 og The Powls forbinder rigtig mange af vores trofaste gæster med vores koncert, og de kunstnere vil de nødigt undvære. Samtidig var Michael Falch her også sidste år – dengang i selskab med Poul Krebs. I år kommer han med sit eget band Zonen, fortæller Gert Degn.

Samtidig med gengangerne er der bestemt også fornyelse og nye navne på plakaten, blandt andre folkekære Kandis og trubaduren Martin Kanstrup.

- De passer perfekt ind i programmet. Øster Hurup Sommerkoncert er jo blevet året store sommerfest for det lidt mere modne koncertpublikum, så det bærer musikvalget selvfølgelig præg af, fortæller Gert Degn.

Du kan læse mere om Øster Hurup Sommerkoncert 2025 her: www.oesterhurupsommerkoncert.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste