Meget mere end en roklub - nu åbner de dørene
HADSUND: Det er efterhånden lidt fattigt at kalde Hadsund Roklub for bare en roklub. Igennem årene har klubben udvidet og udvidet med nye og større faciliteter og tilbyder nu en bred palette af aktivitetsmuligheder.
Lørdag 24. maj kl. 11-15 holder klubben Åbent hus, hvor alle er velkomne til at komme og snuse, se og prøve, om der skulle være noget, der frister til at melde sig under fanerne.
Hovedvægten er naturligvis lagt på de maritime aktiviteter i havkajak, turkajak, robåd - inrigger og outrigger, der både henvender sig til motionister og unge, der gerne vil træne og konkurrere i ungdomsafdelingen, som igennem tiden har fostret mange eliteroere og høstet mange medaljer, nationalt og internationalt.
- Det er et fyrtårn, som vi er meget stolte af, men vi har også meget andet at byde på, og vi byder alle velkommen, der har lyst til at være med, unge som gamle, siger Svend Mørk-Jensen, der er tovholder på Åbent hus-arrangementet.
Rosport behøver ikke foregå på åbent vand. Klubben har således romaskiner i sit velforsynede motionsrum, og siden 2020, da man i fællesskab med Vikingelaugets vinterbadere byggede saunahytte, har man også kunnet tilbyde det store kolde gys.
Det er langt fra mangel på medlemmer, der får klubben til - efter nogle års pause - igen at byde til Åbent hus. Faktisk er man nu så mange, at klubben på visse punkter er ved at nå grænsen for, hvad man kan rumme.
- Vi har omkring 380 medlemmer, og det giver trængsel i klubhuset og motionsrummet, så vi arbejder med planer om at bygge nyt inden for de næste par år. Indtil da må vi rykke lidt sammen, siger Svend Mørk-Jensen.
Åbent hus-arrangementet er tilmeldt Dansk Kano- og Kajakforbunds landsdækkende "Danmark padler"-kampagne, og Svend Mørk-Jensen håber, at den PR, kampagnen giver, kan inspirere endnu flere til at tage turen ned til fjorden på Thygeslundvej.
- Vi vil gerne se så mange som muligt, både på fjorden og på land. Der er noget for enhver smag, og vi står klar med kaffe, te og sodavand og kage, siger han.