Lyserødt bankospil i Hobro
HOBRO: Lørdag den 4. oktober 2025 bliver Hobro igen malet lyserød, når Hobro Handel i samarbejde med Biecentret inviterer til lyserødt bankospil på Lyserød Lørdag.
Bankospillet starter kl. 11.00, og her kan alle deltage – man behøver hverken tilmelding eller medlemskab af Biecentret.
- Du kommer bare ind fra gaden, og så er du med, lyder opfordringen fra Simon Griis, leder af Biecentret.
Byens medlemsbutikker har endnu en gang vist en imponerende opbakning til arrangementet ved at sponsorere de mange flotte præmier. Samtidig står Biecentrets frivillige klar som både kaffebryggere og bankoopråbere, så rammerne er sat for en hyggelig dag i en god sags tjeneste.
Overskuddet fra bankospillet går ubeskåret til Støt Brysterne, en landsdækkende kampagne under Kræftens Bekæmpelse, der samler ind til forskning, oplysning og støtte i brystkræftsagen.
Butikkerne i Hobro holder åbent fra kl. 10.00 – 14.00, og ud over bankospillet vil de hver især markere dagen på deres helt egen måde – alt sammen for at støtte den gode sag.
- Vi gentager succesen, fordi fællesskabet, hyggen og opbakningen gør en forskel. Sammen kan vi støtte en sag, der berører så mange, lyder det samstemmende fra Hobro Handels Eventudvalg.