Kultur i børnehøjde: Verden rundt med Anna Spejlæg
ARDEN: Leg, sang og sjove historier er i centrum, når Anna Spejlæg gæster Kulturhuset i Arden med sit populære show for børn og deres voksne.
Det fortæller arrangørerne, Mariagerfjord Bibliotekerne og Kulturhusforeningen i Arden.
Publikum kan se frem til en fantasifuld rejse fyldt med sjove historier og lege. Der skal leges superhelte, køres til USA og tages på eventyr i rummet – en oplevelse, der både underholder og engagerer store som små.
Det hele løber af stablen lørdag den 29. marts kl. 10.00, og alle børn og voksne, der har lyst til at lege med, er velkomne.
Mere information og billetter kan findes på Mariagerfjord Bibliotekernes hjemmeside. Billetprisen er 25 kroner per person.
Arrangementet er et samarbejde mellem Mariagerfjord Bibliotekerne og Kulturhusforeningen i Arden.