Billede beskrivelse

Kom og se en hjertevarm fortolkning i den gamle biograf i Mariager

06. februar 2025 kl. 06.02

HOBRO: Kaya Brüel tager publikum med på en følsom og personlig rejse tilbage til rødderne af Jomfru Ane Bands musikalske arv. Med en dyb forståelse og kærlighed til sin mor, Sanne Brüel, og sin tante, Rebecca Brüel, fortolker Kaya bandets ikoniske sange i en akustisk og nærværende koncertoplevelse.

Det foregår den 8. februar kl. 20.00 i Den Gamle Biograf i Mariager. 

Det fortæller arrangørerne. 

Publikum inviteres ind i erindringer fra barndommen, hvor musikken opstod ved klaveret i hjemmet, og hvor tonerne sidenhen blev formet i det legendariske Sweet Silence-studie og bragt til live på scener over hele landet. Kaya genopliver de uforglemmelige øjeblikke, hvor tvillingerne Brüel satte deres præg på den samfundskritiske og populære rockscene med deres stærke og smukke stemmer.

Med sin unikke stemme og nære forhold til materialet bringer Kaya historierne bag sangene til live. Hun deler personlige minder fra en tid, hvor hun som barn lyttede med fra sofaen under indspilningerne og sugede musikken til sig. Sammen med et nøje udvalgt orkester lover hun en aften, der forbinder fortiden med nutiden gennem Jomfru Ane Bands tidløse sange – fra krig til kærlighed, fra kamp til håb.

Koncerten er siddende, og Rytmus ser frem til at byde publikum velkommen i den gamle biograf i Mariager. Gæsterne får samtidig mulighed for at opleve de nyindkøbte caféborde, som er blevet muliggjort med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste