Billede beskrivelse

Kenneth og Martins usædvanlige aften blev udsolgt lynhurtigt – derfor laver de en ekstra

27. april 2026 kl. 19.04

HOBRO/STENILD: Kenneth Kragelund og Martin Knudsen, to anerkendte kokke og madkunstnere, der begge har mange års erfaring fra en række af Danmarks bedste restauranter, inviterede for nogle uger siden til en ”usædvanlig aften” i Stenild Forsamlingshus lørdag den 30. maj. Her blev alt lynhurtigt udsolgt, og derfor er madduoen nu klar med en ekstra aften til den særlige oplevelse.

En usædvanlig aften er en hyldest til både de lokale og årstidens allerbedste råvarer. I dette tilfælde råvarer, der topper i slutningen af maj. Her kan blandt andet nævnes østers, fjæsing, hornfisk og sommerbuk, som bliver en del af aftenens syv serveringer, der ledsages af nøje udvalgte dråber i glasset.

Aftenen finder sted i Stenild Forsamlingshus, hvor lørdag den 30. maj hurtigt blev udsolgt. Derfor er duoen klar med en tilsvarende aften fredag den 29. maj.

Billede beskrivelse

- Da lørdag blev udsolgt, besluttede vi ret hurtigt at vi ville invitere til endnu en aften fredag. Her er der også allerede run på bookingerne, men der er pladser endnu, så vi håber på endnu en aften med fuldt hus, hvilket vil sige 60 personer, lyder det fra Kenneth Kragelund.

- Og vi lover, at aftenen lever op til sit navn, både hvad angår det, der kommer på tallerkenen og det, der kommer i glasset. Samtidig vil et par af retterne blive lavet over bål, så det bliver på alle måder en hyldest til det danske forår og den tidlige sommer, tilføjer han.

Gentages når det bliver højsommer

De to usædvanlige aftener i Stenild er de første af en række aftner med de to madkunstnere, der i øvrigt begge har stået i spidsen for den lokale Restaurant Nørlund, hvor de høstede topanmeldelser for deres mad og service.

Således er den næste usædvanlige aften – efter de to i Stenild Forsamlingshus - planlagt til lørdag den 27. juni. Her er rammerne de smukke omgivelser på Casa Kåtrup i Fårup mellem Hobro og Randers, hvor Martin Knudsen bor privat.

- Det bliver to forskellige oplevelser, både madmæssigt og omgivelserne. I Stenild bliver der masser af forår på tallerken, mens der på Casa Kåtrup bliver fuld skrald på alt det lækre, som sommeren byder på. Men begge aftener byder på overraskelser og det uventede, lyder det fra Martin Knudsen.

Yderligere information og booking til begge aftener kan ske på: kennethkragelund.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste