Her kan du lære at pode æbletræer
NØRAGER: Interessen for det årlige podekursus på Boldrup Museum er stor, og allerede tidligt på året begynder de første forespørgsler at strømme ind. Det er blevet en fast tradition, at 'podemester' Karsten 'Kortbuks' Hansen gæster det lille landbrugsmuseum ved Nørager i marts måned med sine podekviste og pædagogiske evner. I år finder kurset sted torsdag den 6. marts, og alle interesserede er velkomne til at deltage i dette – med garanti frugtbare – arrangement.
Det fortæller museet.
På blot få timer bliver der skabt et væld af nye æbletræer, klar til udplantning i det nordjyske. Karsten Hansen medbringer alt nødvendigt udstyr til podningen, og som sædvanligt vil deltagerne kunne vælge mellem flere hundrede forskellige æblesorter.
Har man et gammelt æbletræ, man ønsker at bevare i en ny udgave, kan man medbringe friske smågrene, som kan bruges til podekviste. En rosensaks er også velkommen, men ikke en nødvendighed.
Kurset begynder kl. 19.00 og koster 125 kr. pr. deltager, inklusive kaffe og småkager. Derudover koster hver podning 25 kr. Arrangementet afholdes af Boldrup Museumsforening i samarbejde med naturvejleder Gert Rubæk og naturvejleder Karsten Hansen.