Billede beskrivelse

Fyraftensmøde om byggesager med ét fælles formål

25. marts 2025 kl. 11.00

MARIAGERFJORD: Kan vi sammen gøre noget for at mindske sagsbehandlingstiden på byggesagsansøgninger? 

Det er temaet, når Mariagerfjord Erhverv og Mariagerfjord Kommune inviterer til fyraftensmøde, der skal forbedre processen omkring byggesagsbehandling og dermed også nedbringe ventetiden.

En del af ventetiden på byggesagsbehandling skyldes mangler eller fejl i byggesagsansøgningen – og det kan der gøres noget ved gennem styrket forståelse af hvordan en virksomheds byggesagsansøgning bedst forberedes.

Til mødet vil Jesper Vraa Andersen, afdelingsleder hos Plan & Byg ved Mariagerfjord Kommune gennemgå den gode byggeansøgning og hvad ansøgeren selv kan gøre for at mindske sagsbehandlingstiden. 

Oplægget tager udgangspunkt i regler og krav i bygningsreglementet, ligesom der bliver tid til spørgsmål og dialog.

- Arrangementet følger i forlængelse af et lignende godt arrangement i november 2024, hvor der var fokus på stigende miljøkrav i byggeriet. Der er et gensidigt ønske om, at vi ser på hvordan vi kan gøre forskellige tiltag, der kan reducere sagsbehandlingstiden på byggesagsansøgninger, lyder det fra Leo Brander, erhvervskonsulent hos Mariagerfjord Erhverv, der står for arrangementet.

Arrangementet, der finder sted hos Mariagerfjord Erhverv på Majsmarken 1 i Hobro tirsdag den 8. april fra klokken 15.30 – 17.30, er gratis, men kræver forhåndstilmelding, hvilket kan ske på: www.mfer.dk. 

Der serveres kaffe og kage til mødet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste