Fornemt besøg skabte glæde og begejstring
HOBRO: Torsdag eftermiddag var en af de bedre dage på Hobro Friplejehjem. Plejehjemmet havde nemlig fornemt besøg af den velkendte musikalske duo Keld og Hilda, der lige nu turnerer land og rige rundt med deres afskedsturne.
Det er ikke første gang, de lagde vejen forbi, så forventningerne var store. De er altid garant for sang, gode fortællinger og smil på læben.
Repertoiret kender de fleste, unge som gamle, så der blev sunget og nynnet med og mon ikke mange kan huske en ungdom med sangene fra Four Jacks og Keld and the Donkeys.
Eftermiddagen blev ikke mindre dejlig af, at Hobro Friplejehjem delte oplevelsen med gæster fra andre nærliggende plejehjem.
Solgaven, Hobro Alderdomshjem og Nørager Friplejehjem havde nemlig med stor glæde taget imod en invitation til hyggeligt samvær, kagebord og altså musik med Keld og Hilda.
Det er efterhånden blevet en god og givende tradition, at plejehjemmene inviterer hinanden, og nyder nogle timer sammen.